Annoncører:

 

Vilkår og priser for annoncering her.

Bliv ven med redaktøren

Gruppen Camping & Campingrejser

Campingplads Indberetninger

 

Partnerlinks:

 

 

 

Altid gode fotos på alle sider.

 

 

Hvem står bag ?

Link til privat hjemmeside her

 

 

Info og rejseinspiration over 45 lande

Læsernes Favorit campingpladser

Børnevenlige campingpladser

Transit campingpladser

 

 Counter

 

ABISKO (Lappland - Sverige)

En rejse- og bybeskrivelse af redaktør Hanne Nielsen.

Fotos Bent Nielsen og enkelte lånte fra wikimedia commons og National Geographic

 

Alle billeder kan forstørres ved at klikke på dem

Beliggenhed og status

Klik på kort for en forstørrelse

Abisko er en landsby og nationalpark i Lappland, Sverige, tæt på grænsen til Norge. Administrativt ligger byen i Kiruna kommune, der er Sveriges nordligste og største kommune, beliggende i Norrbottens Län. Byen Abisko, der ligger 385 meter over havoverfladen, ligger ved den sydlige bred af Torne träsk, der er en af Sveriges største søer. Jernbanen mellem Kiruna og Narvik (Norge) løber gennem byen. Landsbyen har 85 indbyggere (2005).

Ved Abisko ligger den 7.700 hektar store Abisko Nationalpark.

Sprog Svensk og samisk.
Klima i Abisko Kolde vintere med mørke nætter og relativ kølige somre med lange, lyse nætter. Om sommeren kan man sagtens opleve temperaturer på over 200. Midnatssol fra 3.juni til 10.juli. Med variationer for breddegraden.

 Se klimatabel her - se skema for midnatssol her

Abisko– for dem, der holder af at vandre, er selve navnet magisk.

Der er to Abisko’er: Abisko øst, som er selve byen med f.eks. ICA og tankstation i det små, og Abisko vest, der er turistområdet. Lokaliteterne ligger på den sydlige bred af den enorme sø Torneträsk, og man kører ad E45 Til Gällivare og siden E45/E10 via Kiruna og videre mod Norge for at komme dertil. Se en rejserute med afgang fra Helsingborg her.

Det første, man ser i Abisko vest, er det store bygningskompleks, der rummer turiststationen med hotel- og vandrehjemsfaciliteter, restauranter af forskellig art, en lille butik, information for de i huset boende samt et Naturum med almen turistinformation. Selvfølgelig skal og må man tage en sightseeing tur gennem det store hus for at orientere sig om, hvad der foregår, samt en tur ind i den lille butik, hvor priserne er en del højere end i ICA længere henne ad vejen. Køb eventuelt fjeldkort i ICA (købmanden), de er billigere end fjeldstations kort.

Turistinformationen og Naturum bør man aflægge et besøg, bl.a. fordi man i informationen har foldere med gode forslag til ture på egen hånd med tilhørende kort, og de er sandsynligvis gratis. Naturum er rigtig hyggelig med en meget fin samling af egnens forekomster af forskellige mineraler, flora og fauna. Uden for denne bygning findes en lille ”botanisk trädgård” med specielle vækster for området.

fotomontage: Frank Strauss, National Geograhic

Hvis man går lidt til vejrs ved Turiststationen, har man Lapporten liggende lige foran sig. Dette helt unikke fjeld er så enormt stort, at det er svært at rumme på én gang. Selvfølgelig har man kunnet se det hele vejen fra Abisko øst og til Abisko vest, en virkelig oplevelse af de helt store, og kommer man fra Narvik kanten, ligger det netop som en gigantisk port, helt ubegribeligt i sin storhed.

 

 

Cirka over for Turiststationen på den anden side af E10 ligger jernbanestationen med stor P-plads. Herfra udgår al aktivitet, dvs. alle stier starter her. Kungsleden med tilhørende stisystemer har sin særlige portal, en sti langs Abiskojåkka starter ved den store bro over jåkken og fører til begge sider, på den anden side af broen går en sti ind mod Kårsafallen og endnu længere fremme er linbanan, som kører op til toppen af fjeldet Njulla med topstuga og servering. Endelig er der slalombakken, hvor der også findes en sti op på fjeldet. Abisko Nationalpark rummer adskillige muligheder, da mange gode stier går snart sagt alle vegne hen, og man kan vælge efter forgodtbefindende. Endelig starter – eller slutter – Kungsleden her, og hvis man vil gå langt, er Kebnekaisemassivet inden for rækkevidde. Fjällräven afholder hvert år en velbesøgt Kungsledentur¨- ”Fjällräven Classic” - med deltagere fra hele verden. Turen starter i Nikkaluokta syd-vest for Kiruna, hvorefter der vandres ind til Kebnekaise, rundt om og videre op til Abisko, i alt 110 km. Vinderen i 2011 gik såmænd turen på blot godt 13 timer!

 

Marmorbrottet og Njagajaure naturstig

Vi valgte at begynde i det små med en lille tur på 5 km. Marmorbrottet og Njagajaure naturstig hed den. Det ville være udmærket at prøve terrænet af, inden man blev dristigere.

Og så stod man da i portalen til den berømte led og kunne drømme om at være sej! Folk med store rygsække vandrede trøstigt indad, og vi fulgte i hælene på dem. Det første indtryk af Kungsleden var, at den var ret kedelig. Heldigvis gik man langs med Jåkken, som var meget spektakulær, så længe det varede. Fjeldbirkeskovens lave, knudrede træer stod tæt om os, men gradvist ændrede landskabet sig, der dukkede vel spångade myrområder op, og rishede afløste birkeskoven. Terrænet blev mere kuperet, og efter et par kilometer nåede vi Marmorbrottet, en stor klippe af dolomiterkalk, kraftigt eroderet gennem tiderne og med jåkken skummende om fødderne. Her var så ledens første rastested med vindskydd og grillpladser anbragt med stor følsomhed for naturens skønhed. En stund fulgte vi et lille eksemplar af mårfamilien, der passede sine egne forretninger nede på bredden under os.

Derefter fandt vi naturstigen til Njagajaure, som viste sig at være en rigtig gevinst. Dejlig, åben rishede med spredt næsten parkagtig trævækst, terrænet en del kuperet.

Søen kom til syne mellem træerne, den lå i et ganske åbent område med ret fugtig bund og med Lapporten som dekorativ baggrund. Multebærrene var modne og smagte dejligt. Blåbær og mosebøller var til gengæld umodne og sure. Lidt småtræer og store sten gav læ til en hyggestund, hvorefter vi begav os videre ud over vidderne med multer i lange baner. Inden vi igen dykkede ned i fjeldbirkeskoven, nåede vi at hilse på en køn, brun frø, der tilfældigvis sad på stien. Og så var vi snart via et ski- og scooterspor tilbage på Kungsleden og kunne gå ”hjem”.

 

 

Nissanjåkka og hængebroen

En cirka dobbelt så lang tur, men med nogenlunde samme oplevelser, får man, hvis man følger Kungsleden ud til Nissanjåkka, hvor en hængebro transporterer vandrerne over til den anden side af jåkken. Da vi var der, kunne det mageligt have ladet sig gøre at vade nogenlunde tørskoet over vandløbet, men broen er nu praktisk. Turen ind ad Kungsleden var atter jævnt kedelig, dog med større forskelligheder, jo længere, man kom.

Det var høj polarsommer netop dén dag og i midt i jåkkens brusen lå folk på skiferfladerne i det rene ingenting og tog solbad.

Efterhånden blev jåkken rigtigt bred med småøer hist og her. Også her var der mulighed for at benytte en natursti til tilbagevejen, og den viste sig at være nøjagtig lige så dejlig som den kortere. Dog var et stykke ad den anvendt til spor for 4-hjulere, hvilket gjorde den lettere besværlig at gå på.

Det hørte op igen, og dejlighederne fortsatte: rishede, myr med multer, vældige mængder af blomstrende vækster og endnu en hyggelig frø. På denne del af stien var vi endnu tættere på Lapporten end på den foregående tur. Nede i skoven mundede stien denne gang ud i et område med forskellige eksempler på samisk byggestil. Forskellige typer huse til anvendelse henholdsvis forår og efterår var blevet rekonstrueret. Endnu et kort stykke sti, så var vi tilbage på P-pladsen igen.

Abiskojåkkes kanjon (Canyon, slugt. red.anm)

Denne strækning af Abiskojåkka er en attraktion i sig selv og turen værd, selv om der ikke havde været andet at se på. Kanjonens sider er blevet dannet ved, at jåkken i årtusinder har gnavet sig vej ned i de underliggende og omgivende skiferarter.

Det har medført et vildt forrevet og dramatisk strømforløb med bredere og smallere passager alt efter skiferens hårdhed.

Dens plane brudflader gør det muligt at færdes endog meget tæt på de grønne, frådende vandmasser, hvorfra man kan studere mængder af jættegryder i alle størrelser. Man kan komme højt, man kan komme lavt, få overblik og nærkontakt.

 

 

 

 

Flader og trappedannelser er almindelige og særdeles forbrugervenlige både til solbadning på polare højsommerdage og ved almindelig rast. Ca. 1 km nord for Turiststationen løber den forholdsvist brede jåkka ind i kanjonen, hvor den tvinges til at ”samle sig” til en rivende strøm.

I rasende fart buldrer og bruser den ned mod E10 og under denne i en særligt dertil indrettet tunnel for så med megen dramatik at komme til syne igen på den anden side.

Her er et sandt kog af malstrømme, der river og flår i kanjonens i forvejen stærkt eroderede sider, inden de finder ind i deres leje og fortsætter videre ud mod Torneträsk søen i samme forrygende tempo som hidtil.

På begge sider af E10 er der stisystemer og en gangbro under vejen, der hjælper én til at få det bedste udbytte af forløbet. Et stykke nede ad stien mod søen svinder kanjonen ind, og man har bygget en bro med en tilhørende sti, som fører én tilbage til Turiststationen igen. Denne sti fører gennem et stykke typisk rishede, som bliver forklaret på et infoskilt.

Desuden er der et område med helt særlige vækster f.eks. gul astragel og forskellige orkidéer.

 

 

 

 

 

Rihtunjira naturstig med Njulla

Halvdelen af fjeldet Njulla en anelse nord-vest for Turiststationen tilhører Nationalparken. Der er anlagt en linbana, som kan transportere interesserede op til topstugan, der er beliggende et par km syd for selve toppen. Man må så gå resten af vejen selv, hvis udsigten fra topstugan ikke skønnes at være tilstrækkelig. Topstugan og linbanan har ret tidlige lukketider, som man nok bør sætte sig ind i, inden man drager opad. Til højre for linbanan findes slalombakken, hvor en sti fører op til toppen, og endnu en mulighed for at komme til vejrs er der, nemlig at følge Rihtunjira naturstig, krydse under linbanan og klatre det sidste stejle stykke vej, som i øvrigt også er det sidste – eller første - stykke af slalombakkestien.

 

 

 

 

Rihtunjirastien ser fantastisk ud! Man kan se den på lang afstand ved siden af vandløbet Rihtunjira, der bogstaveligt talt kaster sig ned ad fjeldsiden. Næsten øverst er et højt, lodret vandfald, Silverfallet, der om vinteren bruges til isklatring. Stien er i begyndelsen ret venlig i sin stigning, men så stiger terrænet dramatisk, og den vandrende må følge med.

Alt efter, hvor hurtigt man orker at gå, svinder verden under én ind til ingenting, og Lapporten bliver endnu engang den altdominerende. Er det fugtigt, skal man passe på sine ben, da stien er stejl og kan være ret smattet. Hele vejen går man cirka på kanten af jiraen og kan studere alle større og mindre ændringer. Det er en forrygende tur med mængder af oplevelser på alle ledder og kanter: vegetation, vandløb, landskab og udsigt f.eks. Lige under Silverfallet krydser man jiraen så tørskoet som muligt. Det er en god idé at kigge efter granatskifer her, da det findes i rige mængder, og fjeldet ligefrem delvist er lavet af det. De er gode at træde på, da granaterne danner små knopper, som man står godt på.

 

 

 

 

 

På den anden side af jiraen fortsætter stien gennem halvhøjt vidje- og birkebuskads ind under linbanan og ud igen på den anden side, hvor man nu skal holde øje med stiens forløb. Den bliver temmelig stejl og findes i høj grad, hvor småbække har banet en gangbar passage. Men holder man ud, er man efterhånden tæt på plateauet med topstugan. Det skal nok lige nævnes, at vi, da vi vandrede denne tur, på vejen op mod Silverfallet blev overfaldet af en rasende regnbyge, som gjorde os aldeles gennemblødte – undtagen under jakkerne, hvor vi til gengæld var drivende af sved. Vores tøj tørrer let, så derfor var vi kort efter på ny behageligt til mode, indtil vi kom ind gennem vidjekrattet under linbanan. Måske kom vi tørskoede over jiraen, men efter krattet var ikke én plet tør – hverken i eller uden for støvlerne. Da vi så siden fik endnu en byge på det stejle sted nær toppen, var det mere end surt!

Men op kom vi til en ubeskrivelig udsigt, netop fordi bygerne trak rundt og dannede ”gardiner” og ”slør”, der hele tiden flyttede sig. Vi stod i solskin, men samtidig med regnen silende over os og betragtede en regnbue over de underliggende områder. Vi ku’ ha’ klappet den på ryggen.

Efterhånden som myggene fandt os, blev vi enige om at tage slalombakken ned igen. Selve toppen måtte vente til en anden gang. Den lille bygning ved siden af topstugan viste sig for resten at være et godt, gammeldags das. Rart at vide!

Turen nedad gik forholdsvist hurtigt. Selv om det var ret fugtigt nu, klarede vi det stejle stykke med glans og nåede ned til den lave vegetation på bakken. Herfra gik det bare på kryds og tværs nedad, hvilket er belastende for benene i det lange løb. Gik man ligefrem og ønskede sig en lille stigning?? Men ned kom vi og fik sjasket os gennem et temmelig vådt område for foden af bakken, inden vi nåede grusvejen. Det kan sikkert gøres meget mere elegant, men på det tidspunkt orkede vi ikke elegance, ville bare hjem!! Og det kom vi, fik tørt tøj på og sad beskidte og hærgede i solen – nu uden regn - og nød en dyr, men velfortjent spandauer fra Turiststationen.

 

 

Kårsafallen og Kårsavagge

En rigtig ugidelig dag – men alligevel ville vi lige vandre de 4 km ind til Kårsafallen! Kårsafallen er en del af Kårsajåkka, som løber ud i Abiskojåkka ca. ½ km syd-øst for faldene. Kårsa hedder på samisk Gorsa, og hele vandløbet udspringer langt inde i de store fjelde mod nordvest helt specifikt ved Gorsabahta, en top med egen jøkel. Herfra løber den mange kilometer gennem Gorsavagge for at slutte som jåkka og i forening med Abiskojåkka omsider munde ud i Torneträsk. Den dagsaktuelle sti fulgte den nordre side af Abiskojåkka, hvilket den ikke plejer, da den på det første stykke i adskillige år har fulgt den søndre side, indtil en rød bro kunne benyttes til sideskift. Efter årets hidsige vårflom var broen forsvundet, hvorfor stien måtte lægges om. Nu gik det så i god fart indad gennem almindelig, rodet skov, over myr og risheder og mange fugtige, velspångade steder samt igennem mere åben og kønnere skov. Et sted undervejs forlod vi Abiskojåkka med ny kurs mod Kårsajåkka.

På det tiltagende bulder kunne vi følge, hvor langt vi kom frem, og endelig dukkede vi da ud af skoven til frådende vandmasser med en bro over og gode siddesten på den anden bred. Fascinationen af vand og vands væsen er uudslukkelig, synet af kolossale kaskader af vand brusende, tordnende ned over sten, der slibes i de smukkeste faconer er lige bjergtagende hver gang. Disse fald var prægtige med mange detaljer i udformninger og vandstrømmenes forløb.

Efter længe at have betragtet skuespillet var det tid til at gå retur. Skulle vi ikke lige, når vi nu var her, smutte en tur ”ovenpå” og se, hvad der var at se?? Ca. 1 km tilbage ad stien gik et scooterspor opad, og på kortet kunne vi se, at det tilsluttede sig den autoriserede vandrersti oppe ”på hjørnet” ved vaggen? Alternativet var at gå de 4 km tilbage og dernæst 5 km op ad den egentlige sti til mødepunktet, som vi herfra kunne nå på små 2 km! Sporet så tilforladeligt ud – vi gik! Det blev skrapt! Stien var stejl og fugtig, men det værste var, at den, som det gik fremad, ikke bare forblev fugtig, men udviklede sig til drivende våd. Man kan spekulere over, hvordan der kan stå blankt vand på stejle fjeldsider, et faktum er, at det gjorde der her - i rigelige mængder endda. Med sjasken og plasken og godt våde sokker og støvler nåede vi omsider op til stien, der var ren luksus efter scootersporets strabadser. Immervæk havde vi sparet 7 km, det var det værd!

Kort efter førte stien os ud på det dejligste højfjeld med alle de store 1500-1600 m fjelde i en smuk kreds rundt omkring os. Masser af sne, grønne, grønne vidder og knaster bløde som fløjl omgav os så langt øjet rakte, og dybt nede under os i kanjonen fræsede en vildt skummende og fossende Kårsajåkka afsted. Og blomster i mængder var der, disse vidunderlige, barske, små vækster, der udgør den betagende højfjeldsflora.
Vi lod os indfange af et særligt smukt trappeflad i dybet, men gik så videre mod den på kortet viste hængebro, der også ganske rigtigt meget snart dukkede op i det ikke så fjerne. Her var jåkken i stihøjde, og vi kunne vandre rundt i kanten af den og finde granatskifer til samlingerne.

Det var slemt at skulle forlade dette helt unikt smukke landskab, men tilbagevejen måtte tiltrædes om end modvilligt. Naturligvis anvendte vi den ”rigtige” sti til nedturen, hvortil den viste sig at være virkelig god. Det gik hurtigt, ind imellem var den ret stejl, og vi var enige om, at vi havde valgt den bedste sti at gå op ad. 5 km var for meget, når man kunne nøjes med 2 – selv om man så også fik våde fødder. En time efter, at vi havde forladt højfjeldet, trådte vi ud på grusvejen til P-pladsen efter at have tilbagelagt små 20 km.

Kopparåsen

Ved Tornehamns Kyrkogård drejer E10 væk fra søen Torneträsk  og går direkte vestpå ind mod den norske grænse. Mod syd har man de store fjelde og mod nord et skærgårdsagtigt, kuperet landskab, ”mellemstykket”, som vi kalder det, inden de høje fjelde tager til igen. Det virker, som om dette stykke ”skærgård” engang kunne have været en del af søen. På denne strækning er der meget at se på også ud over smukke udsigter. Da vi undersøgte området mere nøje, fandt vi en seværdighed ved Kopparåsen. Ca. over for stationen går en sti tværs over ”mellemstykket”, og omkring halvvejs ligger en godt 100 år gammel kobbergrube.

Landskabet er dejligt at se på og færdes i, i starten er trægrænsebevoksningen spredt og lav, og lidt højere er det stenet barfjeld. Klippen stikker op alle vegne. Stien er let gået, stiger konstant, men med meget umærkelige, bløde, veltilpassede stigninger.

Vi kom til de første brud, underlige hak i fjeldknolde, der ragede nogle meter op af jorden. Dynger af malm i nærheden, men ikke pænt stablet, som de ifølge informationstavlen burde være.

Et hus lå lidt til vejrs, fra 1897, men nu i privateje. På bruddets tid har det været en embedsmands bolig. Vi studerede kortet og fandt, at vi slet ikke var kommet langt nok endnu, de ”rigtige” brud skulle befinde sig på de højeste punkter på stien.

Altså gik vi videre og nåede frem til det egentlige grubeområde med et par store, åbne brud. Her lå malmen stablet efter alle kunstens regler, og nogle eksempler på gammelt grej til brydning lå hist og her f.eks. jernstænger, som man havde mejslet malmen ud med. Stedets historie er trist: en mand finder dette sted, hvor der er kobber i fjeldet, satser en mængde penge på at starte en brydning og får etableret et arbejdsområde beregnet med 500 arbejdspladser.

Men logistikken er ikke i orden, transporten fra bruddet fungerer ikke, før jernbanen fra Norge er kommet i gang. På et tidspunkt etablerer man en linbane til transport af malmen, men det er for sent! Gruben er enormt forgældet, ingen vil investere mere, og i øvrigt viser det sig, at kobberforekomsten reelt er for lille. Eventyret varede i 7 år.

Årsagen til den fint stablede kobbermalm var, at arbejderne blev aflønnet på akkord efter, hvor mange kubikmeter de havde produceret. Deres forhold var rædselsfulde.

Vi sad i læ i solen og prøvede at leve os ind i arbejdsforholdene en kold, forblæst vinterdag: dårlig aflønning, ringe boligforhold, redskabernes beskaffenhed, lange afstande mellem bruddene, isolationen fra omverdenen, kulde, sne, mangel på brændbart materiale, elendig forplejning og beklædning. Hvordan kunne det være anderledes? Ret tankefulde vandrede vi omsider tilbage over toppen og ned ad den behageligt skrånende etape mod vejen og bilen.

Kerkevagge eller Gearggevaggi

Når man kommer kørende fra den norske grænse i retning mod Abisko, vil man en halv snes km fra grænsen kunne se ind i vores yndlingssted på denne strækning – nemlig Kerkevagge.

Lige efter, at man har passeret Låktajåkka, er der i begge sider af E10 sideparkeringer. Man vil meget tit opleve, at de er nogenlunde fuldt besatte. Årsagen er, at der inde i vejkanten står et lille, beskedent skilt, som viser mod Trollsjön.

Vejrmæssigt er det et upålideligt sted, høj sol og klar himmel er bedst til et besøg. Så kan man være nogenlunde sikker på, at det holder hele vejen! Denne højtliggende dal kaldes også ”Blomsterdalen” på grund af de helt utrolige mængder af forskellige arter, der især i juli kan beses. Første gang vi besøgte dalen, var netop omkring midten af denne måned, og vejret var så flot, som det kunne blive. Man finder sig en plads mellem de andre biler og begiver sig hen til det lille skilt, hvor en sti går ind igennem lav fjeldbirkeskov.

Den er voldsomt stenet og ret træls, men hurtigt overstået, en spångad myr følger, inden man efter en kort og hektisk stigning befinder sig ved Låktajåkka jernbanestation.

Herfra fortsætter stigningen ret heftigt, og hvis man vælger den rigtige sti med det samme, dén til venstre, er man hurtigt ude af skoven og på barfjeld. Her begynder eventyret. Stigningen op til dalen er stadig ret hidsig, men stien løber i høj grad over klipper, der er gode at gå på. Småvandløb baner sig vej nedad og gennemløber ”drivhuse”: solbeskinnede og beskyttede ”lommer”, hvor mængder af blomster står skulder ved skulder.

Til højre for os kommer Gearggevaggi til syne dybt nede. Man taber vejret, må standse lige på stedet og se endnu engang!! – for kan man tro sine egne øjne?!! Vaggens bund er tæt besat af sten og klippeblokke i vild forvirring og i alle størrelser og former. De fleste er kæmpestore som huse, mange af dem ser ud, som om de er tildannede, men årsagen er, at fjeldet går i stykker på den måde: i store blokke med retvinklede, glatte, plane flader.

Her – ude ved vaggens afslutning – er de overgroet med bløde tæpper af fjeldbevoksning, tykt, grønt fløjl med spidser og klumper stikkende op af volde og pyramider. Dette må være ”Kæmpernes Legeplads”! Hvorfor blev ”Ringenes Herre” ikke optaget her? Som vi bevæger os længere opad og indad, bliver mængderne mere og mere koncentrerede dernede i bunden og stiger gradvist op mod os. Bevoksningen bliver mere sparsom og de nøgne klipper viser sig barske og grumme.

Vores side af dalen er solbeskinnet og varm, men fjeldsiden mod nord-vest får ikke mange solglimt. Her er foråret i sin vorden, større mænger af is og sne danner fossende vandløb, der suser ned og løber ud i vaggen. Der ser koldt ud – og pløret!!

Da vi endelig får tid til at se også til den anden side, er vi nået op til dalens begyndelse. Skråningen fra det stejle fjeld og ned til os er en sand åbenbaring!! Nu må vi igen stå stille og bare se!! Solen skinner i millioner af gule blomster så langt øjet rækker! Et helt utroligt syn, men aldeles himmelsk!! Vi sætter os ned på et par forhåndenværende sten og prøver at suge det til os! Er det muligt!! Den overvejende mængde består af fjeldvioler, de mest henrivende, små, gule skabninger, der findes. Millioner!! Over dem vajer elegante engblommer i hobetal, smørblomster, potentiller, mælkebøtter og mange, mange andre. Det er mere end eventyrligt! Et selskab af sydsvenskere standser op og erklærer, at nu tager de hjem, for nu havde de set det smukkest mulige! Vi kan kun give dem ret!! Men vi vil ikke hjem, vi vil videre og se mere!

Stiens forløb er ret kuperet, men stiger støt på vejen ind gennem dalen. De skinnende, gule flader bliver efterhånden hist og her invaderet af pragtstjerner og andre rødlilla, for det meste tueformede vækster. Der er tætte tæpper af fjeld-simmer, som anemoner i en bøgeskov. Mørkeblå fjeld-ærenpris, skrigblå fjeld-ensian, alle farver er repræsenterede, men alle slags slet ikke nævnt.

Klipperoderiet fra vaggens bund breder sig nu ind over stiområdet, og selve stien bevæger sig ind og ud mellem store klippeblokke, der efterhånden bliver til skulpturer af første klasse.

Dragerygge stikker op af jorden med enorme takker, kæmpefabeldyr står halvt begravet i undergrunden, ridderborge knejser med takker og tinder.

Bedst af alle er en kæmpeklippe på højkant som et efterladt tårn fra en fortidig borg, ludende ud over dalen og med resten af den knuste borg i vild uorden omkring sig! Monumentalt og totalt overvældende!

På den modsatte dalside kaster Georggejåkka sin spæde begyndelse ud fra en kæmpeisgryde i fjeldet. En kold em af dis står op fra denne kuldekoncentration, mens den unge jåkka baner sig vej mellem is og sne ned til dalens bund, der nu har ændret sig til en kæmpemæssig dramatisk-grøn, golfbaneagtig flade gennembrudt af jåkkens mange forgreninger.

Foran os rejser klipperoderiet sig til en himmelstræbende mur ind mod Trollsjön, der ikke har noget synligt afløb, men kun tilløb. Den sidste seje stigning, og så kan vi begive os ind til søen. Man kan vælge stuen eller 1. sal! – dvs. at gå ned til søbredden eller gå op på fjeldknasten ovenover. Vi må selvfølgelig ”prøve” begge dele, men vælger først udsigten. En forholdsvist rund sø, Europas klareste med sigt ned til 39 m. Rævekold er den, sne- og isbelagt i større partier.

Forplejning er nødvendig og indtages i læ af store sten med udsigt over panoramaet. Bag søen rejser sig de høje fjelde, som vi før kaldte ”dem mod nord”, men som nu er blevet til ”dem mod syd”. Lige foran os strækker Gorsabahti sig sydpå med Gorsajåkkas udspring. Fra alle toppe og tinder strømmer vandfald ned i søen. Her sidder, ligger og går alle de mennesker, hvis biler står og fylder ude på vejen, men selv om vi er mange, er der overmåde god plads også til mange flere! Og de kommer, og andre går. En lysende sky af bittesmå stjerner flimrer op ved siden af os i solskinnet, ved nærmere eftersyn er det myriader af bittesmå insekter, der åbenbart har benyttet øjeblikket til at blive udklækket. Et smukt syn!

Naturligvis skal vi ned og føle på vandet, og naturligvis er det rasende koldt, isen ligger bare 5 m fra os. Under en stor klippe står nogle juleroseagtige planter– isranunkler – med de smukkeste, hvide blomster. De er en sjælden oplevelse i Sverige, men vi er jo næsten også i Norge, hvor de til gengæld er ret hyppige. Da de ikke kender til grænser, slår de sig ned, hvor de lyster, altså også på den ”forkerte” side af grænsen.

Over fjeldene danner sig så småt skyer, og vi forlader det prægtige landskab for i ro og mag at begive os ”baglæns” ud gennem alle herlighederne. Da vi igen passerer den knuste ridderborg, må vi standse og gå tættere på for en stund.

Som sædvanligt er tilbagevejen hurtigt tilbagelagt, og efter en lille times tid sidder vi og dingler med benene ude på ”kanten” med udsigt over ”mellemstykket” og til den knappenålslille bil langt nede på vejen, der som en sytråd slynger sig gennem landskabet.

Modstræbende begiver vi os omsider ned ad den sidste fjeldside, det er svært at tage afsked med en så helt unik tur.

 

Alle fotos: © Bent Nielsen © Hanne Nielsen

 

Vi har besøgt dalen flere gange siden, anden gang var først i august, og da blæste et voldsomt uvejr med regn os simpelthen ned ad fjeldet, før vi næsten var kommet i gang med selve dalen.

Tredje gang var også i august. Det lykkedes at komme helt ind, men regn og blæst gjorde ind imellem oplevelsen ret ubehagelig, der var heller ikke de store blomstermængder, men landskabet er og bliver helt specielt og særpræget. Fascinerende til hver en tid!! Men juli måned er simpelthen den bedste til besøg!!

   
Links til andre destinationer i Lapland Sorsele by - Lapland (områdebeskrivelse) - Silvervägen (rejseberetning) - Silvervägen (rutebeskrivelse) - Abisko (Bybeskrivelse og rejseberetning) - Arjeplog by -
Afstande Vi er i et område, med meget store afstande mellem de større bysamfund, så det gælder om at kigge i køleskabet og på brændstofbeholdningen, inden man begiver sig på vej fra sted til sted. Der kan være meget langt mellem tankstationerne.

Godt kortmateriale er nødvendigt og jeg kan anbefale Sverige Vägatlas. Kortbogen kan fås hos de fleste boghandlere eller på nettet.

Info til nedenstående kort

Du kan forstørre hhv. formindske samtlige kort og trække i kortet ved hjælp af musen og skifte mellem kort, luftfoto og terrængrafik. Du kan også på en nem måde lave en komplet kørevejledning ved hjælp af kortene.

Tilkørsel .

GPS: 68.34972,18.83161

 til centrum af byen

 

Rejserute fra Helsingborg via Inlandsvägen, 1904 km

Rejserute fra Göteborg færgeterminal via Inlandsvägen

Rejserute fra København via Stockholm, 1984 km

 
Vis stort kort - grøn pil er koordinaternes position

 

CAMPINGPLADSER

Bemærk, at du på kortene kan zoome ind eller ud med +/- tegnene eller du kan trække kortet rundt med musen. Dette vises med en lille hånd, når du holder venstre museknap nede. Til GPS søgning er det mest pålideligt at bruge postadressen.

Abisko Camping och Stellplats

Vetenskapens väg, Abisko. GPS: 68.35090, 18.83541

Gratis parkering og overnatning op til 48 timer. Beskedne sanitære forhold. Begrnsede muligheder for el-tilslutning.

 
Vis stort kort - grøn pil er koordinaternes position

Björkliden Camping

Björklidenvägen 81, Björkliden Fjällby, GPS: 68.40783, 18.67795

Björkliden er mest kendt som vintersportssted, men tilbyder også gode forhold på alle område for sommerrejsende. 7,5 km fra Abisko og Abisko Nationalpark.

 
Vis stort kort - grøn pil er koordinaternes position

Der er gode muligheder for fricampering ved E 10 langs søen.

F.eks. på disse koordinater: 68.35729, 18.78112 - 68.41680, 18.68973 - 68.43197,18.67071 - 68.35255,18.86806 - 68.34022,19.11311 - 68.32311, 19.16958 - 68.30311,19.23085

Indberet gerne andre muligheder, mail her.

Tilbage til alle byers oversigtsside

 

Gruppen Camping & Campingrejser

Bliv ven med redaktøren

Campisternes Rejseportal

Tilbage til landeside Sverige

Gode Campingpladser:

 

Ved skov og nær strand ved Storebælt

 

 

 

I sætter man pris på danskere her:

Med udsigt over Moldau i Prag

 

 

 

 

Eller hvad med en rejse efter disse steder:

 

 

En festlig campingbog - se link ved at klikke på foto