Info og rejseinspiration over 45 lande

Læsernes Favorit campingpladser

Børnevenlige campingpladser

Transit campingpladser

Gavostjukka

Vi er i det nordvestlige Jämtland tæt ved den norske grænse. Her – nord for Gäddede, Stora Blåsjön og Ankarvattnet på vejstrækningen kendt som Vildmarksvägen – finder vi Bjurälvens naturreservat. Har man passeret Ankarvattnet, dukker der snart en stor sø op på venstre hånd, Leipikvattnet. Ved søens nordende er der afvisning til naturreservatet ad en grusvej, der begynder på prægtigste måde ved at passere en flot fos. Fossen hører til vandløbet Gavostjukka, der faktisk er én lang, spektakulær fos, også selv om det er et år med ringe vandføring. Det kan følges hele vejen over højfjeldet fra redningsstationen på Stekenjokkvejen og ned til Leipikvattnet og er en seværdighed i sig selv.

Bjurälvsreservatet er enestående. Det er på 25 km² og indeholder ifølge et hefte om stedet mindst fire store naturoplevelser:

• fjeldene,
• et vådområde, der hedder Storflon, hvor der er veludviklede meanderslyngninger,
• skoven og væksterne –
• karstområdet – selve perlen!  

Myr

Blomstrende orkideer

Parkering foregår i nærheden af Leipikgården – en gård med aner langt tilbage i tiden. Der holdes får, og det medfører som regel en del klæg og andre flyvende ubehageligheder, som vi helst holder os på afstand af. Efter vores mening drejer det sig om at komme gennem de herlige, blomsterrige enge, op i skoven med indlagte, dejlige myrområder og nyde de 3 km vandring til karstområdet. Man vandrer imellem blomster og atter blomster, turt, baldrian, stormhat, engblommer, kohvede, skjaller, hønsebær, løvbladet ranunkel, der lige er stukket over fjeldet fra Norge, bregner af mange ”observanser”, vibefedt, soldug, troldurt, kæruld i forskellige størrelser, orkidéer samt alle dem, man ikke kender navn på.

Bjurälven.

I vandrige år kan man altid på forhånd høre, hvornår man er ved at komme til stedet, hvor Lillälven danner et højt, flot vandfald, inden den løber sammen med Bjurälven. Så varer det ikke længe før man dukker ud af skoven ved siden af vandfaldet øverst oppe på en høj klippe, hvorfra en stejl sti og et større trappesystem fører ned langs faldet. På vejen passerer man en fornem rasthytte med bålsted og alt tilhørende. Der er masser af muligheder for at komme tæt på faldet, man vurderer naturligvis selv eventuelle risici. Udsigten foran én er så uendelig grøn, så man synes, at man aldrig har set noget lignende. Karstområdet er i væsentlig grad dækket af forholdsvist lav fjeldbirkeskov, og lyset er helt specielt.

Elven bliver underjordisk

Ordet ”karst” er jugoslavisk for en særlig form for landskaber med kalkstensgrund, hvor vandløbene sædvanligvis er underjordiske. Dette karstområde er Sveriges mærkeligste. Bjurälven kan her løbe op mod 3 km under jorden, ved ekstremt højvande dog kun 600 m. Det er desuden ovenud dramatisk, og det er der tre årsager til: kalkstensgrunden, sandjorden og vandet. Kalkstensgrunden er en 100-300 m bred strimmel i bunden af dalen. På begge sider findes andre bjergarter. Sandet blev aflejret på bunden af den issø, som dannedes, da istidsisen smeltede. Man regner med at laget var 20 m tykt. En stor del af dette sand har Bjurälven ført ned til et stort delta i den vestre del af Leipikvattnet. Det interessante er dét, der er blevet liggende indtil nu. Vand indeholder for det meste kulsyre, da luftens kuldioxyd lader sig opløse i vand. Derved bliver vandet syrligt og ætser kalkstenen, så der dannes huller. Det ovenpå-liggende sand drysser ned og blive ført væk med vandet. Og her har vi så pudlens kerne!

Isgrotten

Når man er kommet ned i dalens bund, har beundret den smukke, grå, glatpolerede kalksten i elvlejerne og passerer den fine, nye bro – den gamle blev skyllet væk i vårflommen 2005 – kommer man ind i en ganske anden verden end dén, man forlod lige på den anden side af broen! Denne verden er voldsomt kuperet, underlaget – istidssandet! – er sunket i dybe kratere, mens dét, der ikke er sunket, ligger som høje volde. Alt er så ganske, utroligt grønt, og man føres af sted i herlighederne ad enorme trappesystemer – op og ned og op igen. Det er dumt at forlade stierne, for det første ved man ikke, hvordan det underliggende materiale er, for det andet slider man unødvendigt på vegetationen. Kort efter broen passerer man Isgrotten, hvor der altid er is og sne. Den ligger på venstre hånd, mens Banangrotten ligger næsten lige overfor til højre.

Her kommer vandet i elven atter op til overfladen

Udsigt til Bjurälven

Et kort stykke længere fremme, krydser endnu en bro Bjurälven, og hvis man går over den, bliver man snart ledet op ad en høj ”vold” med det i brug værende elvleje dybt nede på højre hånd. Her er adskillige såkaldte grotter – grotterne er ikke noget, man kan komme ind eller ned i – med sifoner i bunden, steder, hvor elven popper op til overfladen efter at have været underjordisk. Landskabsmæssigt er stedet aldeles idyllisk med små, grønne øer. På venstre side er de tragtformede kratere, de såkaldte doliner. Størrelserne varierer, den allerstørste dolin er 20 m! dyb og 50 m i diameter, de mindste er 1 m dybe og 5 m i diameter. I bunden af de dybeste kommer elven til syne i vandrige år. Den største er der altid sne i.

Dolinsøen

Følger man stien videre frem, kommer man til en strækning, hvor stien befinder sig på ”mødet” mellem kalkstensgrunden og den tilstødende fjeldside. Man følger det tørre elvleje, da der her skal meget vand til, før elven lader sig kalde op til overfladen. Der er masser af vegetation, man kan studere blomster og plantevækst til langt mere end husbehov – indtil man kommer til et af de rigtigt særprægede steder: Dolinsøen. Da vi så den, var det Dolinsøerne, der var 3, men det var på grund af særligt lav vandstand! Her kommer elvvandet på luftetur i store sandtragte, der jo altså ender nede i dybet ved den egentlige elv. Området er dækket af sandbanker og mere end velegnet til skovtur! Når man har set sig nogenlunde mæt på søen, eller hvor mange der nu er, fortsætter man videre til et skilt, hvorpå der står ”Colosseum”. Her deler stien sig, dvs. den egentlige sti fortsætter rundt og tilbage igen ad en anden rute, som man ikke må snyde sig for siden. Men ”Colosseum” er et ”must”!

Blindadalen

Stien ender ved et højt beliggende skovbryn – og så står man ved ét af de i sandhed undere, som svensk natur ind imellem åbenbarer. Foran én, et stykke nede, ligger en træløs, grøn, grøn, blød, let kuperet dal, så langt øjet rækker – næsten! En sti midt igennem kan lige spores. Et stykke oppe ad de blidt skrånende sider kommer skoven igen, men dalen ligger som det mest usandsynlige eventyr med en skønhed, en blidhed, en stilhed så ubeskrivelig. Vi syntes, vi kunne blive der i evigheder, at vi slet ikke behøvede noget andet. Bare dette sted! Vi kunne godt være gået ned, men gemmer det til endnu et besøg. Vidunderligheder skal opleves lidt ad gangen, ellers forspiser man sig. ”Den blinde dal”, som den hedder, hører også til det område, hvor elven løber under jorden, og der en del grotter, som man stadig ikke kan komme til, med mindre man er grotteforsker eller sligt. Næsten inde ved re-servatsgrænsen ligger Uvalladalen, men hvad det er, ved vi ikke endnu. For nu lige at vende tilbage til skovbrynet og ende med begyndelsen så er ”Colosseum” en amfiteatralsk fordybning nede til venstre i begyndelsen af ”Den blinde dal”. Den vil sandsynligvis træde tydeligere frem, når man kommer ned i dalen.

Grytrännan

Uanset hvad man har foretaget sig ved ”Colosseum”, – gået videre eller blevet, bør man gå tilbage ad den del af stien, hvor man endnu ikke har været. Dolinsøen kommer igen inden for rækkevidde, hvis man ikke fik nok i første omgang. Derefter går det ned og op ad nogle temmeligt store doliner, naturligvis ad trapper! Og så! – står man pludselig i noget, der ligner en ret aparte bobslædebane! Man er kommet til ”Grytrännan”! Rent faktisk er det et gammelt elvleje, der stadig er ”i brug” ved ekstrem vandføring. Det er U-formet i tværsnit, består af den grå kalksten, der er slebet og mønstret af sten, grus og sand igennem millioner af år. Der er masser af jættegryder, oven i købet inden i hinanden, og en mønstring, der kaldes facettering, dannet af småstens sliden på den smukke, lysegrå kalksten i forbindelse med ætsning af den mængde kulsyre, der findes i vandet. Egentlig ser det ud som hammerslag – som masser af kørnerprikker. Jeg har svært ved at forestille mig, at man ikke ville have brændende lyst til at gå igennem renden – med mindre altså, at der er en masse vand! Man kan kravle i land igen, når man kommer til et mere almindeligt leje med sten i bunden, stien er ikke langt væk.

Broen

Et ganske kort stykke fremme kommer man ud på en eng, som stien krydser tværs over til den anden bro over Bjurälven. Derfra kan man så bare daffe hen til den første, passere den og muligvis sætte sig lidt på den lille hvileplads på elvbredden. Behageligheden herved afhænger i høj grad af vejr og vind, men især af mængden af flyvende, grådige bæster. Skulle man tilhøre rygernes uddøende race, vil man have de største chancer for fred og ro. Under alle omstændigheder er der ingen, der slipper for at slutte besøget på stedet med at bevæge sig op ad den absolut ondeste stigning i miles omkreds: turen fra dalens bund og op til første myr i skoven. Hvis man ikke lige er toptrænet, kan den godt trække et par søm ud! Herefter venter de smukke tre kilometer – for det meste ned ad bakke – gennem skoven og over engene tilbage til Leipikgården og P-pladsen.

Vi kan kun anbefale, at man fortsætter vandringen i højfjeldet langs vejen over Stekenjokk – Sveriges højest beliggende offentlige vej, når man nu er lige ved siden af.

Alt skal med helikopter.

Det skal lige bemærkes, at alle de materialer, der er anvendt til hvilket som helst menneskeskabt inde i karstområdet er fløjet ind med helikopter og monteret på stedet. Vi oplevede det i sommeren 2005, da 2 djærve herrer lavede den nye bro og ind imellem hjalp turister over elven, der det år havde god vandstand. Det skete ved hjælp af et par waders, som generøst blev lånt ud, samt et tov fra bred til bred. Helikopteren startede fra P-pladsen ved Leipikgården, hvor diverse materialer var deponeret. Vi så den flyve ind med ståldragere til den bærende konstruktion og vende tilbage med bl.a. en cementblander og en kæmpestor sæk fuld af ”noget”. Herrerne vendte tilbage i en lille, terrængående, firhjulstrukket sag med speciel dispensation. ”Man må sno sig!” som ålen sagde.

Mere information om bl.a vejen over Stekenjokk kan ses på www.humledal.dk.

Jämtland - portal til regionen

Jämtland Härjedalen Turisme  - turistoplysninger

Campingpladser (ACSI) - god pladssøgning

Sverige - svenske links om camping og campingrejser