Underfulde Øland - beskrivelse

klik på billederne for at se dem i fuld størrelse	Som det nok vil være de fleste bekendt, ligger Öland ud for Sydsveriges østkyst. En elegant bro mellem Kalmar på den svenske kyst og Färjestaden på øen gør adkomsten til denne nem. At besøge Öland er noget, man bør unde sig selv i hvert fald én gang i sit liv. Men pas på, øen har det med umærkeligt at skabe afhængighed. Sådan er det gået for os! Følg med en tur, der er oplevelser for enhver smag!
Svampe på Alvaret.	På den sydlige del af Öland findes Stora Alvaret, verdens største alvarområde, ca 40 km langt og 10 km bredt. Det indgår i UNESCO’s ”Verdensarven”. Alvar er kendetegnet ved et tyndt jordlag over flad kalksten med blottede sten og søer ind imellem. Om vinteren er det en fjeldhede, om sommeren en steppe, som solen efter et kort, fugtigt forår tørrer aldeles til en cementagtig masse. Det er kun de sejeste planter, der kan klare det, altså er alvar et helt specielt værested for flora og fauna f.eks. orkidéer.
Orkideer i Möckelmosen	Første gang vi besøgte Öland var midt i maj – 04. Möckelmossen på Stora Alvaret var vores allerførste mål. Mens vi kørte langs alvaret, fik vi de første indtryk af orkidéerne. Da vi havde stillet bilen og vandrede ind i området, var det selve eventyret. Vi er vant til mange gøgeurter fra vores egen ø, men disse mængder var mere end overvældende. To lærte jeg at kende: hyldegøgeurt og riddergøgeurt. Beskrivelsen ”statelig” om sidstnævnte i Den store nordiske Flora passer ualmindeligt godt. Den er sart lyslilla med purpurrød læbe, formidabel og aldeles fornem. Hyldegøgeurten er sjov, den optræder i en rød-violet og en gullig-hvid udgave tæt på hinanden. Adam og Eva kaldes de. Desuden er der så alle de andre slags i varierende rød/lilla/violet. Man kan slet ikke se sig mæt. De står i så stort tal, at de flade vidder synes rødlilla. For så sandelig er der fladt – øde, uendeligt og fladt. En gribende storhed, ensomhed, som man kun finder i ”stor” natur, den slags, der sætter én på plads i den rette sammenhæng, og som man må forholde sig til resten af sit liv, når man én gang har mødt den. Mange mennesker flygter, kan slet ikke klare den, andre drikker den begærligt, bliver afhængige, må have mere og mere.
Lav sol over Möckelmosen.	Skrå, lav efterårssol og dramatiske skyer, rusk, regn og kulde. Blomsterfloret er borte, tilbage er den karrige natur, de endeløse flader. Laverne på de flade, nøgne sten lyser kun småt op. Der er barsk på alvaret, men ufatteligt storslået. Det oplevede vi i oktober måned samme år. For vi måtte tilbage igen, alvaret går i blodet som andre egne af samme kaliber gør, f.eks. Flatruet i Härjedalen, de store vidder i Lapland og Grønland. Der findes andre alvar på Öland, Karums Alvar, Alböke Alvar og Slottsalvaret for at nævne nogle af dem.
Noaks Ark på Karums Alvar.	På øens midterste del finder man Karums Alvar, og her er et par seværdigheder værd at lægge mærke til. Mellem Sättra og Högsrum ligger på et naturskønt sted et vældigt gravfelt fra en længere periode i jernalderen. Foruden brandgrave er der mange, mange, stensatte grave, nogle firkantede, nogle trekantede, nogle runde. Røser er der og bautasten – næsten lige så store og flotte som Odens Flisor lidt længere henne ad vejen. Men den virkelige attraktion er en helt særlig skibssætning, mere end prægtig, mere end smuk. Den kaldes Noaks ark. Hvis man ved skibssætning forestiller sig større eller mindre sten rejst på højkant som f.eks. Askeberga eller Ales Stenar, så er disse sten lagt i græshøjde. Formen, faconen, er så overlegen, perfekt harmonisk og med en eventyrlig flot, ekstremt udtrukket stævnkonstruktion, der ville være en umulighed i den virkelige verden. Der er rejste sten for og agter. Det helt specielle er, at tofterne er markeret med mindre sten mellem skibssiderne. En sand fryd for øjet!
Odens Flisor.	Lidt længere mod vest ad vejen – lige ”rundt om hjørnet” – står Odens Flisor på deres helt egen mark. Det er to 2-2,5 m høje, flade kalksten i sin tid stablet på højkant. Der er et sagn knyttet til om Odin, der engang bandt sin hest Sleipner til stenen, da der dengang kun var én. Hesten rev sig løs, og derved spaltedes den i to. Sådan!
Fossiler.	Hvad angår Alböke Alvar, handler det for os om geologi og fossiler ud over naturen, der også her er dejlig. Lokaliteten befinder sig på øens vestre side mellem Borgholm og Sandvik. For 400-500 millioner år siden var der hav i disse egne, og dette hav var befolket af bl.a. ortoceratitter og trilobitter. Når de døde, begravedes de i havbundens aflejringer, som i tidens meget lange løb blev til Ölandskalkstenen, hvori de stadig befinder sig. De ligger fra ca. ½ m længde og nedad i kalken på kryds og tværs oven i hinanden, et enormt mylder og roderi af fortidige eksistenser. Der er også alle dem, man ikke kender. Neden for Alböke Alvars såkaldte landborg – dét kalkstenslag som er øens overflade – ligger Äleklinta, et lille fiskerleje, som man kører ned igennem. Lidt nord for fiskerlejet parkerer man på parkeringspladsen, den med ”parkering på eget ansvar p.g.a. græssende kvæg”, og bevæger sig mod nord, så kommer man efter 5-10 minutters gang til en skråning, der ender i en slags rasteplads – meget idyllisk – i havniveau. Herfra går det fint at vandre videre ad den smalle strand fyldt med lækkerbiskner for fossilister. Aldrig har jeg set så store trilobitter som her, jo, fra sydlige lande, men ikke fra nordiske.
Fiskerlejet Bruddesta. Kameler.	Og så ser man også lagene under kalkstenen og kan kigge på brud fra dem, hvilket ikke er det mindst interessante! Efter lidt vandring kommer man så til det lille, maleriske, gamle fiskerleje Bruddesta, hvor alt er bygget af Ölandssten og restaureret på det nydeligste. Her kan man så gå ”op på land” igen og vandre tilbage langs rækken af stenbrud i den yderste kant af landborgen ud mod havet. Udsigten er flot, mod nord ses øen Blå Jungfrun og mod syd kan Borgholm Slot skimtes. Mod vest ligger såmænd Sverige. På de kanter ved Alböke, hvor man drejer af mod Äleklinta, er det en god idé at holde øje med markerne. Sandsynligvis vil man opdage adskillige kameler, der fornøjet vandrer rundt i bevoksningen. Der er et stort, lyst og meget værdigt eksemplar, som er rigtig smukt. Faktisk vil jeg sige, at der findes for få kameler på vore breddegrader. De pynter svært.
Byrums Raukar. Neptuns Agre.	Byrums Raukar mod nord – mellem Löttorp og Byxelkrok, igen på øens vestside. Her drejer det sig også om geologi og fossiler og naturligvis stadig den land- og landskabelige helhed. Sikke et sted! Blæst, vand og stenmateriale i havet har bearbejdet kalkstenen, så særdeles originale og smukke kystskulpturer er dannet, 3-4 m høje. Der er ca. 120 af slagsen mere eller mindre fritstående, og man kan mageligt færdes imellem dem. Området er reservat, og man bør læse reglerne for færdsel, inden man begiver sig af sted. Her ligger fossilerne endnu tættere end ved Äleklinta, men naturligvis må man ikke give sig til at prøve at vriste dem ud af stenen. Det er fredet område. Stedet er en nydelse i sig selv, vildt spændende. Nord for Raukarne er en fin sandstrand med badehotel og det hele. Til havs gynger Blå Jungfrun dekorativt på bølgerne, og uanset hvordan vejret ellers er, har vi kun oplevet, at solen skinner på denne forunderligt smukke, lille ø. Mærkeligt!
Åleklinta.	Vejret på Öland er helt specielt. Det blæser faktisk altid i én eller anden grad, den næste byge er sjældent langt væk, hvilket dog også gælder for den næste opklaring. Pludselige uvejr kan opstå, når man mindst venter det. For eksempel sad vi en formiddag ved raukarne, spiste morgenmad og slikkede herlig, varm sol. Skyer er spændende at se på, og over Sverige var forskellige formationer under udvikling. Som de nærmede sig vor kyst, udartede de ildevarslende, forskellige centrer opstod, hvor der foregik eksplosive ting, og farverne blev truende, blåsortlilla. Det gik lynhurtigt, så i hast fik vi ryddet for alt letflytteligt som service, stole og bord. Næppe havde vi fået den sidste stol indenbords, før de første dråber faldt, og vores ellers solide, store bil rystedes grundigt af den voldsomme storm, der fejede ind over land fulgt af veritable skybrud. Ret betænkelige begav vi os af sted, væk, under denne foruroligende dyne af krigeriske skymasser i heftige klammerier. Men – som det er på Öland – snart lå de bag os, og vi kørte i tiltagende solskin og lune vinde.
Øland har mange møller.	Den evige blæst har naturligvis været grundlaget for Ölands vindmøller, hvoraf den største del er stubmøller, som især langs kysten står i rader og rækker. I alt har der været omkring 2000, hver mand sin vindmølle, tilbage er nu mellem 300 og 400, deriblandt også hollandske møller. Den største stubmølle er Kvarnkungen i Björnhovda, den findes lige ved siden af ICA (supermarked) oven over Färjestaden på vej 136.
Ølands Norra Udde med Långa Erik.	Tager man helt nordpå – og det bør man! – kommer man nord for Byxelkrok igennem Neptuni Åkrar, store, særprægede strandarealer med rullesten og skiferlag, op til Ölands Nordra Udde, hvor fyrtårnet ”Långa Erik” rager op. Endnu engang et barsk, men aldeles storslået sted, vi var der i kuling fra nordvest, skiftende sol og skyer, regnbyger til havs, frådende bølger og en pragtfuld regnbue. Man krøb laaangt ind i overtøjet. Uanset hvad bør man gå den ganske lille tur rundt om fyret og helt ud, hvor odden går til bunds. I blæsevejr er der virkelig forskel på ”uden- og indenskærs” her. Sjovt at se, fint at mærke blæsten flå i sig og opleve en kolossal brænding.
Ølands ældste eg. Slangetræer. Stenkysten er hård ved et strandet skib.	Ovre på den anden side ”gabet”, ligger Trollskogen, den må man heller ikke snyde sig for. Ved den store P-plads er der et anderledes Naturum bestående af en mængde små hytter, hvor hver hytte behandler et bestemt emne som f.eks. fugle, flora, sten, historie, lokaliteter og lignende. Vælg en vandretur, tag den ”lange” på 4,5 km, først gennem skov med høje, gamle fyrretræer, som man kun kan spænde halvt omkring, siden langs havet. På vejen kommer man til Ölands ældste egetræ, en statelig, ærværdig kæmpe med hul i maven. Desværre melder historien ikke noget om, hvor gammelt det er. Det lever i bedste velgående, prøv at lægge hånden på det, mærk livet og tænk på din egen alder! Ude på stranden ligger et om man så må sige ualmindelig velbevaret vrag af et godt 200-år gammelt skib. Hvilket tømmer, hvilket håndværk! – enormt solidt har det været, men alligevel måtte det bide i stenene! Længere fremme møder man de mest krøllede fyrretræer, der tænkes kan. De snor og vrider sig som slanger, gror tilsyneladende efter princippet først den ene vej, så den anden, lidt op, lidt ned, drej lidt samtidig – for enhver pris, voks ikke lige ud! På kortet står, at de er vredet af storm. Naturkræfternes voldsomhed bør ikke underkendes! Når man har rundet odden, kommer man til et stort gravfelt – velsagtens fra bronzealder-jernalder. På dette sted er træerne overgroet af vedbend, de synes at have to kroner. Man ser med al ønskelig tydelighed de to stadier i vedbends liv, barne-ungdomsstadiet, der klatrer op mod trætoppene, og voksenstadiet, der blomstrer og sætter frugt, og hvor bladenes form ændrer sig radikalt. Efter smaragdgrønne strandenge, dekorativt forsynet med græssende, venlige køer, vender man tilbage til P-pladsen igen.
Källa G:la Kyrka	Källa g:la Kyrka, forsvarskirke fra omkring 1200-tallet, ligger på øens østre side 5-10 km syd for Löttorp. Den er en imponerende, absolut ikke kirkelignende, bygning. Forsvarsfunktionen har bestemt været påtrængende. Inden i kirkerummet er udstillet 6 fornemme modeller af kirken, som den har set ud gennem tiderne. Det er et mærkeligt sted, der ligesom ikke kan forlige sig med sine to formål, men vældigt spændende.
Höganäs Fyrbaake.	Lad os fra Källa fortsætte ud mod vandet, mod Högenäs Orde, et naturreservat med kalkholdig jordbund helt ude i vandkanten oprettet med henblik på beskyttelse af fugle-, plante- og dyreliv. En moræneås sørger for afveksling i landskabet, øverst oppe – 10 m! – knejser et flere hundrede år gammelt ”tårn”, en såkaldt fyrbåke. Kvæg og heste går i indhegnede ”parceller” og sørger for naturplejen, og det gør de nydeligt. Ener, slåen og vilde roser rager op, og en særdeles righoldig flora skaber afveksling i det ellers enormt dominerende, grønne. Fuglelivet er sjovt. Alle mulige større og mindre strandfugle tripper rundt og finder tilsyneladende masser af føde. Ænder, gæs og svaner plejer selskabelighed i mere eller mindre ophøjet ro.
Höganäs Orde.	Vi fulgte vældige flokke af gæs i det meste af et døgn, de kom flyvende alle vegne fra og slog sig ned på enge og marker rundt omkring os for at overnatte, blev i området til næste middag og fløj så andre steder hen måske for at komme tilbage senere på dagen. Da vi om aftenen i skjul bag en stor ene og fyrbåken betragtede en kæmpeflok tæt på, kom en enkelt gås flyvende inde fra land, og vi glædede os over, at den havde fundet de andre. Men nej, det var ikke den fortabte søn, det var et overvågningsfly! Den gnækkede ildevarslende, da den passerede vores gemmested og den hundredtallige flok på marken, hvorefter de alle som én lettede med kurs direkte mod os! – det var om at gå i dækning – og fortrak længere ud på næsset, hvor vi kunne høre dem falde til ro igen. Der var gåsegnæk alle vegne fra. En flot oplevelse.
S:dra Greda Löväng.	Et vidunderligt sted er Södra Greda Lövängar, naturreservat på østkysten ca. 5 km syd for Föra. Disse lövänge fungerer stadig som go’e, gammeldags slåtterängar, hvor den brogede mangfoldighed af blomster og græs i skøn forening slås og anvendes til dyrefoder. Faktisk er det et skovområde, men der er ryddet, så sol og skygge veksler i passende grad, hvilket giver et åbent indtryk med statelig trævækst ind imellem – f.eks. har prægtige egetræer fået lov til at udvikle sig på det smukkeste. Den delvise rydning har en rent praktisk årsag, for hvis sommeren bliver tør, vil der i træernes skygge alligevel være tilstrækkeligt med væde til en afgrøde. Floraen er fantastisk, mængder af blomster myldrer mellem hinanden, også hér er der orkidéer i massevis. På den anden side lövängen mod syd er en mindre ås, hvor resterne af en jernalderlandsby forefindes. Der er fin information herom på stedet. Går man ud mod vandet, er der på venstre hånd en lille sti, der fortaber sig ind i buskadset og ender ved en lille, nydelig sø. Det er som at gå gennem spejlet. 10 m borte – på en anden planet – vandrer en hærskare af turister rundt, her er man pludselig i en helt anden verden. Vi var oven i købet så heldige, at en nattergal sad 4-5 m fra os og slog sine triller – bare perfekt!
Kapelludden: S.Birgittas Kapell. Kapelludden: S.Birgittas Kapell.	På østkysten skråt sydøst for Borgholm er Kapelludden med S:ta Birgittas Kapell – eller i hvert fald resterne af det! Stedet er enestående. I vikingetid og middelalder var her en særdeles driftig handels- og markedsplads kaldet Sikavarp. Der var heftig aktivitet til sidst i 1200-tallet, hvor skibene ændrede form og stak dybere. Så blev havnen for fladvandet. Men i storhedstiden kom handelsmænd fra fremmede lande med salt, humle og smukke tøjer. De fik så sten, heste og smør med tilbage, siden også sild. Da den hellige Birgitta døde i Rom, blev hendes afsjælede legeme sejlet tilbage til Sverige og bragt i land hér. Derfor blev kapellet opkaldt efter hende. Yderst på odden står fyrtårnet fra 1872 med en jernkonstruktion, der skulle være typisk for den tid. Her er storslået barsk. Når man står ved det store, gamle stenkors midt på området, kan man fornemme historiens vingesus blafre om ørerne.
Gråborg. . Eketorp.	Tilflugtsborgene er et kapitel for sig. Den største er Gråborg midt på øen, den mærkeligste er Ismantorp lidt længere mod nordøst – for øvrigt med vandresti til Odens Flisor, og så er der de andre, hvoraf Eketorp på den sydlige del af øen er rekonstrueret. En masse spørgsmål trænger sig på, når man står i både Gråborg og Ismantorp: hvorfor, hvordan, hvornår. Svar på størstedelen af dem får man i Eketorp, hvor man kan se eksempler på bebyggelse fra i hvert fald tre perioder: jernalder, vikingetid og middelalder. Der er fine udstillinger i de lækre vikingetidshuse, bl.a. en særlig udstilling af plancher om alle tilflugtsborgene med luftfotografier og beskrivelser. Der foregår mange begivenheder på Eketorp, som det måske er en idé at informere sig om i forvejen – f.eks. i forbindelse med børn.
Karl X Gustav´s Mur.	Ölands sydspids er naturreservat. Ca. 4 km fra det sydligste punkt byggede Karl X Gustav en omkring 2 m høj mur fra kyst til kyst tværs over øen. Byggeriet påbegyndtes i 1653. Den skulle hindre de kongelige hjorte i at blande sig med, hvad der måtte være udenfor. Det gjorde de nu alligevel. Til gengæld blev almuens kvæg forhindret i at æde kongens græs. Muren var i bund og grund pral og magtdemonstration. Det kostede ikke meget at opføre den, øen leverede stenene og småfolk arbejdede – uden løn, som en slags skat.
Karlevisteren.	Runesten taler til nogle, mange siger de ingenting. Hvis man nu tilhører den første gruppe, er der en mærkelig og spændende runesten – Karlevistenen – på den sydlige og vestlige del af øen Parallelt med vej 136 løber en mere kystnær vej, og på denne er der mellem Eriksöre og Vickleby en afviser til stenen, der står i sin ensomhed midt på en mark. Der er fin P-plads. På stenen er et skjaldekvad i versemålet ”drottkvætt”, og det skulle være det eneste, der er bevaret i original på dette mål. Desuden er der en uforståelig indskrift med latinske bogstaver fra middelalderen. Naturligvis er der også en glimrende informationstavle med oversættelse og historie.
Borgholm.	Slottsalvaret kan og skal man ikke undvære. For det første, fordi Borgholm Slotsruin ligger her, for det andet, fordi Solliden, sommerhus for den svenske kongefamilie, ligger her og for det tredje, fordi det er et herligt område. Borgholm Slotsruin er mere end spændende at gå på opdagelse i, sørg endelig for at få beskrivelse med sammen med adgangsbilletterne. Indgangspartiet f.eks. er fornemt og gennemtænkt. Man regner med, at der har været slot på stedet siden engang i 1100-tallet, men først i 1572 begyndte Gustav Vasas søn, Johan, at bygge det nuværende renæssanceslot i italiensk stil, et temmelig ambitiøst parcelhusbyggeri, som min mand udtrykte det. Èn fløj blev aldrig færdig, resten har været ind-imellem-bolig for konger og kommandanter i godt 100 år, hvorefter man mere eller mindre opgav at udbedre, hvad Christian IV havde fået skudt i sænk i Kalmarkrigen 1611-1613.
Borgholm.	Der har været tæt bebyggelse omkring slottet, man finder husrester alle vegne og meget andet, der hører ind under civilisation. Gå en tur vest om slottet ud til kanten af landborgen, følg den lille sti langs med skrænten og tag den stejle tur ad stien ned til ”første sal”, hvor man kommer til en større sti, der fører til Sollidens smedejernslåger. Solliden kan man besøge fra maj til midt i september, der er åbent fra 11-18. Slotsparken ved Solliden er også åben, og der er et såkaldt Crêperie med servering. Man kan også bare gå videre op på slottsalvaret, kigge på det derværende rigeligt monumentale mindesmærke for dronning Victoria og landskabet som helhed. Stien fører lige tilbage til P-pladsen ved ruinen. Slotsruinen er også normalt lukket i vinterhalvåret, med mindre der er arkæologiske udgravninger eller andet specielt.
Møllen i Jordhamn.	Ölandssten har i århundreder været en skattet og efterspurgt vare. I Jordhamn kan man se, hvordan man fik dem slebet, inden maskinerne holdt deres indtog. Her står en markant konstruktion, en vinddreven stenslibekvarn, opfundet af en skipper, der når han var på søen, efter sigende lå på sit dæk og grublede på opfindelser. Inden den første blev rejst, havde man slebet stenene ved hjælp af en såkaldt hestegang. Man havde lagt en stor cirkel af sten, fra midten af cirklen udgik 4 bomme, til hvilke man havde fastgjort de sten, der skulle slibes mod grundcirkelstenene. Heste trak bommene rundt. Det fik skipperen så lavet om på ved at forbinde sliberiet med en vindmølle. Sådan! På stedet er begge typer at se.
Forår på Höganäs Orde.	Det var en smagsprøve på nogle af Ölands mange bud på oplevelser. Heldigvis mangler vi at se meget endnu, gravfelter, tilflugtsborge, natursteder. Der er til hver en tid noget at komme tilbage efter. Når det så er gjort, begynder vi forfra. I maj, når frugttræer og andre træer og buske blomstrer i haverne sammen med forårets blomster, er øen en gigantisk, alfeagtig have fuld af farver, former og skønhed, et drømmerige at færdes i.
Efterår på Alvaret.	I efterårets varme, klare, skrå lys er der fine efterårsfarver, en overflod af orange græskar alle vegne og spektakulære solnedgange. Havet er så blåt, himlen er så høj – Öland er et smør- og åndehul af de helt specielle. Yderligere oplysninger kan eventuelt indhentes på www.humledal.dk Hanne og Bent Nielsen, Bornholm