Annoncører:

Campingplads Indberetninger

Gruppen Camping & Campingrejser

Bliv ven med redaktøren

 

Partnerlinks:

Altid gode fotos på alle sider.

 

 

Hvem står bag ?

 
 

 

 

Info og rejseinspiration over 45 lande

Læsernes Favorit campingpladser

Børnevenlige campingpladser

Transit campingpladser

 

 

 

 

 

 

 

 

SILVERVÄGEN

Riksväg 95

 

Redigeret og fotograferet af Hanne Nielsen. www.humledal.dk

 

Alle fotos kan forstørres ved at klikke på dem.

Anmærkning fra redaktionen: Dette er en lang artikel, det kan derfor være formålstjenligt at printe artiklen ud og medtage de angivne tips og vejledninger til dit eget besøg på Silvervägen.

Beliggenhed.

Klik på kortet og se det større

Silvervägen er riksväg 95 fra Skellefteå ved Den Botniske Bugt til den norske grænse. Den har fået sit navn efter Nasafjeldets sølvforekomster, der blev ført gennem Sverige. Da fjeldområderne mod nord har vores store interesse er det strækningen fra Arjeplog og til den norske grænse, vi vil beskæftige os med i denne artikel.

Galdispuoda

 

Når man kommer ad vej 95, ligger Arjeplogs ”byfjeld” knejsende bag byen mod nord. Lad os tage op og få et overblik over området. Cirka 5 km inden selve Arjeplog fører en vej nordpå til N. Bergnäs. Den tager vi, og efter nogle kilometer ad en meget smuk vej, spektakulært beliggende mellem søen Hornavan mod vest og søen Kakel mod øst, krydser vi en dæmning mellem søerne og når frem til afvisningen til Galdispuoda. Vi begynder opstigningen ad den udmærkede vej og kommer hurtigt godt til vejrs. Omkring os ligger skianlæg, og over os hviler toppen majestætisk. Nogenlunde oppe er der store P-anlæg. Da det er sundt at bevæge sig, sætter vi bilen og vandrer til tops, hvor de sædvanlige sendemaster er placeret. Det er en virkelig top: bred og ret flad med udsigt hele vejen rundt, nord-syd-øst-vest, alt serveret på et sølvfad. Hvor er der meget vand!!

Vand, vand og atter vand – til alle sider isprængt land af alle former og slags: tanger, øer, odder, længere sammenhængende, men ”tynde” partier, fjeld, skov, bar mark, enkelte huse – ja, Arjeplog syner ikke af meget!!

Da vi er over trægrænsen, generes udsigten ikke af vækster af nogen art. Der er til gengæld masser af bærris, lav pil og birk, blomster af forskellig art og svampe – store, gamle, sprukne rørhatte f.eks. I solskin er her helt vidunderligt, søerne glitrer, og luften er varm. Herligt at tusse rundt heroppe. Vi bliver, vender bagen mod nordvest, og solnedgangen med dens spejlinger i vandområderne er ubeskrivelig.

Åsen ved Hornavan

På vejen tilbage til Arjeplog gør vi ophold ved Rapatjärn, en fiskesø, der ligger umiddelbart efter dæmningen mellem Hornavan og Kakel. Fra P-pladsen fører en sti ind i et område, der kaldes ”Åsen”. ”Åsen” er et område med ganske høje, skovbevoksede åse mellem den sydlige ende af søen Hornavan og søen Kakel. De mange og lange åse, der strækker sig i retningen SV-NØ, danner en mængde vige og indeslutter små søer, bl.a. Rapatjärn.

 

 

 

Spor af ildsted fra jernalderen (700 f.Kr.)

Her er, ud over den dejlige natur, en masse fortidslevn fra stenalderen, spor efter fangstgruber, kogegruber og bopladser fra stenalderen. Hvis man ønsker at følge alle de muligheder for stier, der er, tager det sin tid at komme rundt, og proviant af en slags vil være behagelig undervejs. Kommer man på den ”rigtige” tid af året: typisk begyndelsen af august, er der mængder af lækre, store blåbær til fortæring undervejs.

Et bad i en af søerne Hornavan eller Kakel kan anbefales, da vandet på dette tidspunkt som regel er tilstrækkeligt lunt.

Er man rigtig heldig, dvs. kommer i en weekend, kan man ligefrem opleve en opvisning af de lokale ”galningar”, unge mennesker, der kører på snescooter på vandet. Det er vildt, simpelthen, men meget underholdende – og larmende! Som regel findes her også store mængder af drivtømmer i spændende udformninger, så hvis man er til den slags, kan man gå på jagt og finde fine skulpturer. I Hornavan var der i mange år vandranunkler i tætte populationer, som man kunne svømme ud til og beundre, men desværre har ”galningarna” vist fået dem spoleret – i hvert fald var de ikke på plads sidst, vi var der.

Arjeplog

Vi kører nu til Arjeplog og drejer ned i den lille by efter at have passeret OK-tanken og Shell-stationen. Torvet ligger ret til venstre med udsigt til den lyserøde kirke, Silvermuseet med turistinfo, havnen ret forude og Konsum, samt byens to hovedgader til højre.

Torvet er stort og indbydende med mængder af P-pladser og nogenlunde tamme gråspurve, der tigger krummer fra cafégæsterne ved den nærliggende café. Lette birketræer kranser torvet, der også rummer masser af blomster og en vid og åben udsigt til landskabet omkring.

Der skal som regel handles ind, og turen starter gerne i Konsum, derefter går man ud ad den ene gade til pengeudtaget i den lokale bank, hvis man har brug for det, ned ad en sidegade til ICA og tilbage ad den anden gade.

Det er en hyggelig lille tur, hvor man kan studere byens forretningsliv, der er begrænset til det absolut nødvendige. Bager findes ikke, men Konsum og især ICA har udmærkede bud på lækkerier for det meste.

Da vi som regel besøger turistinfoer for at se, om der skulle være nyheder i området på hylderne, går vi en tur derind, og da det ligger i tilknytning til Silvermuseet, kunne man også besøge det. Her kan man bese de samlinger, som en læge har samlet – for det meste bestående af samisk kunst og kultur. Lægen kom til Arjeplog i 1922 og blev resten af sit liv.

Man kan også besøge kirken, eller gå en tur ned omkring havnen og ud over dæmningen til de idylliske øer ude i Hornavan. Campingplads findes lidt nord for byen, og det samme gør et virkeligt formidabelt bilværksted, ”Fixar’n”. Så hvis det skulle være nødvendigt, aflæg dem et besøg, de er pengene værd.

Märkforsen og Adolfström

Nu skal vi nordpå, og indtil videre holder vi øje med afkørslen mod Laisvall ca. 25-30 km nord for Arjeplog. Herfra kommer man til det lille, idylliske sted Adolfström dybt inde bag det enorme fjeld Pieljekaise. Men inden vi kommer så vidt, standser vi ved Märkbergets naturreservat, der bl.a. indeholder en rivende fos, en del af Laisälven, der her hedder Märkforsen. Den er i sandhed spektakulær og en spadseretur værd.

Videre mod Adolfström ad den temmeligt vildsomme vej og naturligvis med et besøg i den berømte museumslandhandel. Her findes de mest utrolige ting, og indehaveren fortæller gerne områdets historie, der handler om sølvbrydning i 1600-tallet.

Siden kan man så vandre en tur rundt i de tilbageværende ruiner efter brydningen. Det er ret interessant, især fordi det pludselig står én klart, hvor besværligt alting har været så utroligt langt inde i vildmarken og fjeldene.

Omkring Juhtas er nogle rastepladser, nogle er lukkede, men én fungerer, den er ret højtliggende og har en henrivende skraldecontainer. Vi kommer tæt på Pieljekaise, følger fjeldet i lang tid, ser det ændre sig efterhånden, som kilometrene smutter væk under dækkene, og ankommer til Jäkkvik

Jäkkvik

Jäkkvik, trafikknudepunktet på vej 95, stedet, hvor man raster og mødes, porten til de store landskaber nordpå. En lille flække med turisttilbud af forskellig art, mest fiskeri om sommeren og skiløb om vinteren. Hurtigbussen mellem Skellefteå og Bodø standser her, losser og laster forskelligt gods og får post ombord, mens passagererne strækker benene og invaderer handelsboden, en virkelig vildmarkslandhandel med alt af nødvendighed inden for rækkevidde. Selvfølgelig står de klar derinde – med korv og potatismos, og hvad der ellers kunne ønskes f.eks. lune wienerbrødder og kolde is. De sultne horder bliver affodret, mens vi andre tusser rundt og finder vores fornødenheder f.eks. køkkengrej, som for længst er taget ned fra hylderne derhjemme, da det skønnedes at være umoderne. Tag til Jäkkvik og find, hvad du mangler!! Tankstation findes naturligvis også!!

Ellers er der ikke meget at sige om Jäkkvik andet end, at en af de store, berømte prædikanter i Sveriges historie, Læstadius, blev født her, og at byen derfor rummer en mindetavle over ham. Den er anbragt ret tæt ved den lille kirke. Naturligvis er her både campingplads og hytteudlejning samt adgang til Kungsleden.

Efter Jäkkvik passerer vi ret snart den store dæmning inden søen Sädvajaure ved Ringselet, hvorefter vi kører langs denne smukke sø og i høj grad har mulighed for at nyde udsigterne til den modsatte bred med fjelde, vandfald og dejlige landskaber.

Ballasluokta

Ved Ballasluokta holder vi ind på P-pladsen med sti ind i Hornavan-Sädvajaures fjällskogs naturreservat. I turistinfoen i Arjeplog havde vi ”plukket” en folder om såkaldte barktäkter foretaget af samerne for lang tid siden. Sådanne skulle findes her, og til vores store glæde står der et splinternyt skilt og viser vej til dem. Det er ikke altid, at samarbejdet mellem dem, der laver folderne, og dem, der skal effektuere, hvad der loves i dem, fungerer, men her gør det så sandelig.

Efter alle kunstens regler bliver vi gelejdet rundt i skoven, reverenter talt fra træ til træ og får til fulde at se, hvad vi kom efter. Siden ledes vi blidt og elegant ud igen og ned til P-pladsen. Og hvad er så barktäkter? Jo, vi har nok alle hørt, at man i gamle dage, når melet var knapt, blandede det med barkmel. Samerne havde fundet ud af, at når man tog barken i foråret, var den sundere og lettere fordøjelig, derfor tog de det naturligvis på dette tidspunkt og fik det ordentligt tørret. De fleste andre ventede, til der virkelig var brug for det, og fik dårlig bark. Man tog ikke mere, end at træet kunne leve videre, hvilket ikke var noget problem, da mængden af træer var umådelig.

Vuoggatjålme

Hvor Sädvajaure slutter, ligger Vuoggatjålme, et typisk turiststed med camping og hytteudlejning, sågar noget, der ligner et hotel, stier op i fjeldene, fiskemuligheder og helikoptersightseeing.

Tjaktjaurälven

Lidt længere mod nord skråner en grusvej på højre hånd op til en højereliggende rasteplads, en fortræffelig plads med smuk udsigt til de nøgne fjelde bag elv og skov. En sti fører ind i landskabet til Seldutvagge, Skellefteälvens barndomsstadie, og det er en lang tur. Nedenfor, på den anden side af vejen ligger også en rasteplads, men den er desværre lukket. Fra denne tidligere rasteplads begynder stien langs Tjaktjaurälven. Elven er en perle! Den er ultrakort, men meget effektiv på sit begrænsede område. Den forbinder søerne Tjaktjaure og Vuoggatjålmjaure og løber bare et par få kilometer. Stien følger den noget til vejrs, men vi foretrækker normalt, så snart det lader sig gøre at bevæge os ned ad skråningen til de store, flade klipper i elvlejet. De er utroligt dejlige at færdes på, og man kommer tæt på klippeformationer og vandstrømme.

Der meget at se på både i selve elvlejet og på skråningerne. Måske bliver man nødt til at balancere på en klippekant omkring en knast, men bagefter fortsætter de flade klipper, hvor man i vandkanten kan finde granatskifer i form af små, behagelige lommesten. Med nogenlunde entusiasme og mod lader det sig gøre at gå næsten til det nydelige vandfald. Her må man så, hvis ikke andre muligheder byder sig, op gennem en grotte i bredden for at finde stien igen. Det lader sig fint gøre, også selv om der er lidt vand i grotten.

Elven er for det meste hidsig, bruser gennem, over og under klipper, men falder til ro på de sidste ca. 500 meter et lille stykke efter vandfaldet.

Her bliver den bred og doven. Bevoksningen skifter fra fjeldbirkeskov med bærris til sumpskov, og stien bliver blød. Blomsterfloret, der var stærkt begrænset imellem bærrisene, eksploderer til store mængder. Inden elven drejer 900, kan man færdes ude på den flade, stenede bred. Her – i hjørnet - springer fiskene, og der er godt at slå smut! Man kan følge resten af stien ud til vej 95 og så gå tilbage ad den, men vi foretrækker som regel at gå tilbage af stien, der er meget mere spektakulær.

Mierkenis

Nu stiger terrænet betydeligt. Vi bevæger os i områder, hvor mængden af træer er svindende, nåletræerne er for længst stået af, kun en enkelt pioner frister skæbnen ind imellem. Vi passerer vejstationen Mierkenis. Kort efter findes en stor rasteplads inde til venstre, en stor, flad sag med en fantastisk udsigt til de foranliggende fjeldområder og med et gevaldigt vandfald direkte over for på venstre hånd. Der holder man godt!!

Derfra lader det sig gøre at bevæge sig ned gennem skoven til Mierkenisälven og følge den så langt, man lyster mod nord eller syd. Fra rastepladsen, Solpladsen også kaldet, findes faktisk en fiskersti mod nord, men da vi ville den anden vej, mod vejstationen, valgte vi det stiløse terræn. Skovbunden på skråningen ned var en smule besværlig at færdes på, da der også lå en del faldne, gamle træer, men uden de store problemer nåede vi ud til elven.

Da det indtil videre var det nemmeste, valgte vi at blive i vandkanten, hvor vi kunne se sporene fra et par store gummistøvler i den bløde bund. Ind imellem vadede vi igennem græs og siv, og ind imellem vidjekrat. Elven var forholdsvist bred og flød næsten lydløst, dovent og sindigt af sted. Den modsatte bred vekslede med græsser, siv og birkeskov. Bagved rejste de høje fjelde sig. Engang imellem blev vi nødt til at gå i land og banede os så vej gennem høje planter, fjeldturter bl.a., til vi kunne komme ud igen.

Efter et stykke vej nåede vi frem til nøgen klippebred, hvor vi kunne gå på klipperne et godt stykke længere frem. Elven var blevet mere urolig, havde tendens til at flyde hurtigere, og snart passerede vi udløbet fra det store vandfald, som vi kunne se fra Solpladsen.

Nu måtte vi så op i skoven, men netop her blev den vældig farbar og helt utroligt smuk. Det meget fine græs havde en ganske særlig, meget strålende og intens farve, skoven var fyldt af en grønhed, som vi aldrig har set tilsvarende. Der var forskellige blomster i skovbunden, men dominerende var den vilde gyldenris. Samspillet mellem de to – ultragrønt græs og gyldenris – var helt vidunderligt. De hvidstammede, krogede fjeldbirke dannede dekorative kulisser. Vejstationens bygninger skimtedes så småt mellem træerne, og snart gik vi på en regulær sti.

Stien tilsluttede sig en anden sti, der førte ud over en hængebro. På begge sider af hængebroen brusede elven med bulder og brag ned gennem et formidabelt, klippefyldt vandfald. Vi havde hørt det, mens vi endnu var i skoven. Øverst var det et gedigent trappefald i mange afdelinger, siden fandt vandet lige nøjagtig de kanaler og kanter, der var bedst at suse af sted i og ud over.

Neden for broen fandtes behagelige, flade klipper, som var nemme at færdes på. Naturligvis gik vi derned, og herfra var der udsigt til hele skuespillet såvel oppe som nede. Snart susede vandet af sted i snævre render, snart delte det sig i utallige mindre, selvstændige filialer.

Det gurglede, kogte, rislede og boblede. Vi opdagede en række fine jættegryder i forskellige størrelser og udformninger og brugte en del tid på at studere deres dybde og udseende. Selve klippens struktur og farve var meget smuk. Dette at være tæt på et vandfald, ja, faktisk midt i det, er uendeligt fascinerende. Omsider løsrev vi os, tussede ud til vej 95 og tilbage til Solpladsen.

Suonerjågåtj

Det viste sig, at stien på den anden side af hængebroen ved Mierkenis delte sig i to, en mod syd og en mod nord. Ville det være muligt at nå det store vandfald ad den nordlige? Vi studerede kort og så, at stien i hvert fald krydsede vandfaldets udløb. En dag prøvede vi så. Vandfaldet med det mundrette navn Suonerjågåtj skulle erobres!

Stien er nem at følge gennem fjeldbirkeskoven, som også her har dette ultragrønne græs i bunden, og udløbet giver sig selv, man kan kun komme over ved at vade eller gå en stor omvej. Der er ingen sti op til vandfaldet, men da retningen ikke er noget problem, baner man sig bare vej langs vandløbet, hvilket ikke er spor svært, selv om terrænet stiger ret meget. Det mærkes ikke. Skoven veksler, især skovbunden, der begynder som frodig, grøn og artsrig, men siden skifter til bærris og lyngagtige vækster. Jo højere man kommer, jo mere svinder træernes mængde ind.

På et tidspunkt er det en god idé at krydse vandfaldet, hvilket heller ikke er svært. Det skal helst ske, inden kammen på højre side af vandfaldet begynder. Der er flere gode vadesteder med udmærkede trædesten, og den modsatte bred er nem at komme op ad.

Så snart kammen er inden for rækkevidde, kan det stærkt anbefales at bruge den som sti op til de øvre fald. Ind imellem er den måske lidt smal, men den er hurtigt gået. Til venstre for én bruser en af vandfaldets mange afdelinger af sted dybt nede, og til højre for én er et reserveafløb – til brug ved vårflod vil jeg tro.

Oppe ved de øvre fald er der flade klipper og fine ”drivhuse”: solbeskinnede, beskyttede områder med dejlig plantevækst, hvor det er fint at raste. De øvre fald er voldsomme og energiske, meget spektakulære og med et højt støjniveau. Vi var der midt august og fandt til vores store fornøjelse en hel del for os at se forårsblomster, hvilket siger en hel del om vinter, forår og sommer i disse barske egne.

Det kan anbefales at gå helt op ovenpå. Der er et formidabelt plateau omkranset af fjelde med andre inviterende vandfald. Hvis man er heldig, kan man krydse vandfaldets tilløb uden alt for våde sokker. Det er en god idé, da der herfra er direkte nedgang til hængebroen, og fjeldsiden er lettilgængelig.

Lykkes det, ligger det sydlige plateau foran en, og er man der på det ”rigtige” tidspunkt, dvs. midt i august, er der multebær i mængder som store tæpper. Vi har sjældent spist så mange, som vi gjorde dén dag, oven i købet blandet med blåbær!!

Når man vil ned igen, handler det om at gå ud til ”kanten”, kigge efter hængebroen i det fjerne og sætte kurs mod den. Terrænet er tilforladeligt og rimeligt let gået, man finder selv de bedste steder at krydse rundt. Det eneste, man skal passe virkelig på, er skjulte, smattede steder.

Storslået landskab med kløfter

Vel nedkommet fra fjeldet går turen videre mod nord. Landskabet til højre for os er nu fjelde, der rejser sig mod himlen, til venstre for os et vekslende landskab med Mierkenisälven i snæver dalgang eller i bred, udflydende form. Der rejser sig foran os et stærkt kløftet landskab, som indbyder til besøg. Der er ingen egentlig sti ind til det, men hvis man finder en god sideparkering kan man forholdsvist let komme ned ad skrænten fra vejen og begynde at udforske kløfterne.

De overrasker ved deres størrelse og dybde, i nogle ligger tyk sne, mens foråret så småt bryder frem ved siden af sneen.

Flokke af rener opholder sig ofte i og omkring disse kløfter.

Jo længere man begiver sig ind i området og kravler op og ned ad kløfterne, jo dybere og voldsommere bliver de. Egentlige vandløb med tilhørende små vandfald dukker op på bunden af dem. Når man ikke gider mere, må man enten nogenlunde samme vej tilbage eller på lykke og fromme kaste sig ud i bunden af områdets fugt og håbe det bedste. En våd sok vil ikke være usædvanlig. Der er iblandt noget ufarbart, men med lidt tålmodighed kommer man efterhånden op til vejen igen.

Kuolitis

Næste stop er Kuolitis. Her er en god, om end ikke så stor rasteplads og en sti, der fører helt utroligt langt ind i fjeldet mod nord. Godt 100-150 km længere fremme slutter den sig til Nordkalottleden omkring Pieskehaurestugan i den sydligste del af Padjelanta Nationalpark. Vi ”skal af” efter ca. 10 km, for vi vil bare ind til Seldutvagge og se, hvordan der ser ud. Fjeldet er behageligt at gå, først noget kuperet, siden ret fladt mellem mærkelige ”buler” i landskabet.

Dernæst følger en fjeldryg med turens højeste punkt og siden over adskillige kilometer skrånende ned mod ”vaggen”.

Gennem det sidste stykke med fjeldbirkeskov kan vi høre voldsom lyd, som viser sig at tilhøre et meget smukt forgrenet vandfald ved rastepladsen Jurun med rastehytte og bålplads. Der er betagende smukt!

Mod nord er udsigten så spændende, at vi beslutter os til at gå et par kilometer længere for at få den fulde fornøjelse. Lige til venstre for os mod nord ligger de enorme grænsefjelde Skärrim, Bærgna, Rijvva og Stuor-Jiervas. Bærgna er så særligt spektakulær, rager højst op af alle med sin kegle, der knejser højt mod himlen iført bræer på de 3 sider. De glitrer i solen. Vi befinder os skråt for fjeldet og kan se, at kommer vi bare lidt længere frem, vil vi have det præsenteret på et sølvfad mellem et par afdelinger af Rijvva. Desuden vil vi have Jurunjavre og Seldutvagges delta lige foran os.

Vi går, passerer hængebroen, fortsætter, og det lykkes!! Ubegribeligt, vældigt syn!!

Så stor natur har vi ikke set før!

Tilbagevejen har én etape, der muligvis vil være lettere træls: det lange skrånende stykke, som var så rart at gå nedad. Opad er det langt og sejt i længden. Men da denne etape kommer først, og man derefter ender oppe på turens højeste punkt med nedstigning og vandring ud til P-pladsen, går det an. Der er dejlige udsigter og fine småsøer på forskellige niveauer at se på undervejs, desuden masser af små, fine vækster.

Vandretur ved Kuolitis

 

 

 

En frø stak hovedet op af vandet og hilste på.

 

 

 

 

 

 

 

 

Fjeldlandskabet omkring Kuoletis og på begge sider af stien ind i vildmarken er formidabelt at vandre i på kryds og tværs. En dag fulgte vi stien et godt stykke og nåede frem til et vådområde, som vi tidligere havde bemærket.

Vi besluttede at undersøge, hvad der var af planter, da vi var godt henne i august. Ikke mange blomstrede bortset fra en meget ihærdig storkenæb, men frodigheden var intens.

Efter endte studier drejede vi fra mod syd og begav os op i småfjeldene, hvor en fin lille udsigt til en godt gemt sø åbenbarede sig.

Herfra gik en åbning mod sydvest, og gennem den kom vi ud til et vandløb, som vi fulgte et lille stykke vej, hvorefter vi igen vandrede op i det stærkt bulede landskab med flere småsøer.

Igen fik vi kontakt til vandløbet, fulgte det nu en del længere bl.a. til en samling af store klippestykker, der viste sig at rumme en over 2 m høj, helt utrolig flot fjeldturt.

Uden for dette ”drivhus” stod de næsten visnede rester af et par orkidéer.

En række ”trædesten” udgjorde et godt vadested, og vi skiftede side.

Foran os lå en stor sø, hvor den nordre bred ville være mest formålstjenlig for os.

Herefter fulgte vi et afløb fra søen og nåede frem til et ”elvleje”, som jeg vil skønne er i anvendelse ved forårets heftige vandstrømme. Nu voksede her smukke saxifraga.

Efter at have kigget det efter i alle hjørner fulgte vi et vandløb med vand i, og det førte os så frem til kendte steder f.eks. den nydelige vandfald tæt ved P-pladsen og vejen.

På trods af koldt og gråt vejr var det en herlig tur uden mål og med ud over at opleve, hvad der overhovedet kunne opleves. En dejlig afveksling fra alle de målbestemte ture, hvor der ikke tid til at fortabe sig i små detaljer. Nord for stien er der lige så dejligt, men anderledes, da fjeldene her opfører sig på en anden måde.

Kobberbruddet

I det hele taget egner landskabet sig til at ”gå frit” i. Alt er overskueligt og let genkendeligt, og området er behageligt at gå i. Et lille stykke længere inde mod den norske grænse stødte vi på et scooterspor med tilknytning til en større plads, som, hvis den ikke havde været afspærret, ville have været fantastisk at parkere på. Vi satte så bare bilen ved indkørslen til pladsen og gik, som vi selv ville. Foran os lå et vidt, herligt dalstrøg omkranset af fjelde, store bagved, knap så store på vores højre hånd. Det var disse knap så hidsige, vi var interesserede i. For det første gad vi ikke gå ret meget opad, for det andet skulle vi bare ud og ”drysse”. Måske skulle vi alligevel lidt opad, i hvert fald skulle vi på et eller andet tidspunkt op på fjeldkammen bare for at have været der, men der var masser af plads til at gå skråt.

 

 

 

Det gjorde vi så og kom gennem dejlige ”drivhuse”: solbeskinnede og beskyttede steder, forbi lavninger med små, fine søer og over nys afsmeltede snelejer med enorm nyvækst.

Vores hårdnakkede skrågang førte os efterhånden op til toppen af kammen,

og udsigten viste sig at være lige nøjagtig så fantastisk, som vi havde forestillet os. Vi vidste, at når vi drejede om hjørnet forbi dette fjeld, ville vi komme til Junkerälven og de fladere områder, som den gennemløber.

 

 

 

Bag dette, en smule kuperede, plateau hævede sig ”de skinnende fjelde”, høje fjelde bestående af en bjergart, der så ud, som om vand løb ned over den. Det var der, alt sammen! Og bagved igen hævede de helt enormt store, norske fjelde sig. Plateauet var et vældigt, øde område fyldt med søer.

På fjeldsiden under os smuttede nysgerrige rener omkring, kom ind imellem tæt på og var så væk igen.

”De skinnende fjelde” begyndte inde ”i krogen” til venstre, men der var for langt til, at vi havde lyst til at binde an med dem. Da vi var tilstrækkeligt mættede med synsindtryk, begav vi os ind i landskabet mod syd og fandt en god sø, som vi rastede ved. Her sad vi og betragtede andre vandrere, der stred sig vej op ad fjeldet. Hvad var det, de standsede og studerede så ivrigt? Noget oppe på fjeldskråningen ret forude??

Vi lettede anker og begav os deropad, jo tættere vi kom, jo mere lignede det et grubeområde. Arealerne omkring bar præg af nylig kørsel med et eller andet køretøj, selve jorden var nogenlunde uden bevoksning, og der lå jordbunker, der så nyopgravede ud.

Store volde af opgravet materiale omkring og imellem et par vandfyldte grubehuller. Det opgravede materiale var interessant, det indeholdt krystaller i forskellige størrelser, mere eller mindre klare – bjergkrystaller! Jeg var lidt rystet over, at intet var afskærmet, men sådan set skal man være meget blind for ikke at lægge mærke til de temmelig store huller, og da området ikke er angivet på noget kort eller i nogen beskrivelse, vil det være begrænset, hvem der kommer hertil.

Naturligvis ledte vi efter krystaller, men de fleste hang sammen i store konglomeratklumper, hvor de så til gengæld sad og skinnede vældig fint. Det lykkedes dog at finde lidt til samlingerne derhjemme.

Mens de andre vandrere kæmpede sig hele vejen til tops, satte vi kurs mod vores ”hjem” i det fjerne med hovederne fulde af spørgsmål vedrørende grubeområdet. Hvornår gravede de? Vi havde besøgt området gennem flere år og intet set.

Et par dage senere spurgte vi på infoen i Arjeplog og fik at vide, at gruben var fra sidst i 1800-tallet, der var brudt kobber, men forekomsterne var ikke store, og man havde snart ”lukket” bruddet. Vi var målløse!! Sidst i 1800-tallet!! Det så ud, som var det fra sidste år. Endnu en lektion i, hvor langsomt naturen fungerer i barske områder.

Lillstugan og Rengärdet

Endnu længere fremme mod den norske grænse åbner en stor P-plads sig til venstre for vejen. Et lille stykke inde ligger en gammel hytte, som i sin tid var en fjeldgård, men i 1870’erne blev flyttet hertil som overnatningssted for handelstrafikanter mellem Norge og Sverige. Strækningen har været benyttet siden 900-tallet, men vejen, som vi ser den i dag, er faktisk først lavet i 1960’erne og 1970’erne. Her var også indendørs plads til heste, da man primært kørte vinterkørsel med slæde.

I dag kan der stadig overnattes i den, og det sker tilsyneladende ofte at dømme ud fra alle de autografer, der er ridset, skåret og skrevet alle vegne.

Herfra går en sti lidt længere ind i landskabet, hvor der er rester af en gammel samisk boplads. Et rengärde fungerer stadig væk ved indfangning af rener. At stedet har været anvendt igennem mange år, vidner store mængder af renknogler i jorden om. Der findes infotavler om både hytten og bopladsen.

Junkerälven, Skärrim og Bærgna

Når man kommer kørende ad vej 95, har passeret Kuolitis og så småt er på vej ned ad den store bakke mod Junkerälven, åbenbarer et forrygende fjeldlandskab sig: hele Junkerdalen ligger udstrakt foran én og bag hæver sig Skärrim, Bærgna og Rijvva sig himmelstræbende. Midt i det hele som pynten på kransekagen er et enormt vandfald. Man må simpelthen standse, stige ud og fotografere, se, at det virkelig er rigtigt!! Vores allerførste tanke var: ”Dér må vi ind!”

Nede ved Junkerälven findes en rasteplads, der er noget snæver at komme til og med en uhyggeligt dårlig vej, men indtil videre er operationen lykkedes. Fra pladsen udgår en sti, der kun partielt er nemt gået, men som fører hen til vandfaldets udløb sådan cirka. Hvis man kan finde den, kan man følge den rundt om hjørnet, hvis man ikke kan, må man bane sig vej selv. Det er det værd.

Vandløbet hedder Skärrimvagge og udspringer langt oppe og inde i fjeldet inderst i ”gryden”, som man kan se fra vejen. Hvis man går hele vejen, er der cirka 10 km frem og det samme tilbage. Hvis forholdene er til det, kan det dreje sig om mere, det kommer an på vandstanden inde i ”gryden”.

Men indtil videre følger man vandløbet opad. Det er hård kost, men utroligt flot med det ene forrygende vandfald efter det andet, kløfter og knaster alle vegne og hele tiden én mere forude.

Der er enorme mængder af blomster, som kan studeres på vejen,og masser af steder, hvor man bare kan tage en slapper og nyde skuespillet fra Skärrimvagge.

Udsigten bagud bliver også umærkeligt mere og mere overvældende.

Som vi stiger med terrænet, bliver landskabet gradvist mere barsk og karrigt. Vaggen suser af sted med deltaer fra alle sider, hvor vandet løber ned ovenfra. Vegetationen befinder sig nu for det meste oppe ad fjeldsiderne, og man kan forestille sig, hvordan vandet for ikke så længe siden har brølet af sted her og taget alt med sig på vejen. Foråret kommer sent, og der er store mængder sne og is at smelte.

Endelig når vi frem til kanten af ”gryden” og hvilket syn!! Ufatteligt, ubeskriveligt!! Sne og is i mængder, enorme vandfald i 3 ”hjørner” og vældige vandstrømme, der buldrer hen over dette gigantiske ”gulv” og forener sig i Skärrimvagge lidt til højre for os. Hvor ville vi gerne have vandret videre til det formidable trappefald langt inde i bunden, men vandstrømmene lod sig ikke passere, så vi blev, hvor vi var.

Fjeldene står højt hele vejen rundt for det meste dækkede med sne og is, og mens vi sidder og ser på, bevæger et par renhjorde sig hen over et par af snefladerne. Her har de fred for myggene.

For vore fødder vokser mængder af isranunkler, en plante, man ellers ikke møder i Sverige, kun i omegnen af den norske grænse. Vi sidder længe og suger indtrykkene til os, forestiller os, hvordan her er en vinterdag med sne og storm. Første gang vi begav os herop, nåede vi ikke helt så langt, tåge tvang os ned igen. Man går ikke her, hvis det ikke er højt og klart vejr.

Selvfølgelig kan man følge vandløbet ned, men det er benbrækkende, hvis man ikke kan se, hvor man går: huller og kløfter alle vegne. Som de siger i Norge: ”Det er ingen skam at snu!” Alle fjeldgængere bør lægge sig det på sinde som første regel i fjeldvandring.

Nu tiltrådte vi så tilbagevejen højt oppe på fjeldsiderne for at få det hele med: blomsterne! – og dem var der rigtig mange af: fjeld-simmer, fjeldvioler, Lapplands troldurter, fjeld-ensian, fjeld-ærenpris og mange flere.

Omsider nåede vi ned igen – jeg med en fibersprængning i venstre lår på grund af en glat, lille skråning, der ikke blev taget tilstrækkelig højde for. Det gjorde ondt, men det gik – om end langsomt. Vi fik også aftensmad den dag, i øvrigt mens en nordmand i tusmørket vandrede ind langs elven og kort efter kom tilbage med i hvert fald to fisk!! Sådan!!

Arrangementer og Turistkontorer

Ses på turistkontorernes hjemmesider.

Arjeplog - Arvidsjaur 1 - Arvidsjaur 2

Afstande Vi er i et område, med meget store afstande mellem de større bysamfund, så det gælder om at kigge i køleskabet og på brændstofbeholdningen, inden man begiver sig på vej fra sted til sted. Der kan være meget langt mellem tankstationerne.

Godt kortmateriale er nødvendigt og jeg kan anbefale Sverige Vägatlas. Kortbogen kan fås hos de fleste boghandlere eller på nettet. Det er en god følgesvend til understørrelse af denne artikel.

Om camping Se nedenstående liste, men også mange muligheder for fri campering..
Links til andre destinationer i Lapland Sorsele by - Lapland (områdebeskrivelse) - Silvervägen (rejseberetning) - Silvervägen (rutebeskrivelse) - Abisko (Bybeskrivelse og rejseberetning) - Arjeplog by -

CAMPINGPLADSER

Fjern taleboblen i kortet ved at klikke ved siden af den. Kortet kan forstørres ved + og -tegn, samt trækkes rundt med curseren (hånden).

MANGE OVERNATNINGSMULIGHEDER PÅ AFGIFTSFRIE RASTEPLADSER LANGS VEJ 95, INDBERET POSITIONER HER.

Fricamping Arjeplog.

Slagnäsvägen,

93090 Arjeplog,

GPS: 65.940314 , 17.992344

Type: fricamping og stellplads - El: nej - frisk vand: nej - Affaldstømning: ja - Spildevandstømning: nej - WC: ja, tørkloset - handicapvenlig: nej - Pris: gratis - Fred og ro: ja


Vis stort kort - grøn pil er koordinaternes position

Kraja fritiddsanläggning

Silvervägen,

93090 Arjeplog

GPS: 66.04929,17.86158

:

Grusbelagt plads ved hotel- og fritidsområde. Meget gode sanitære forhold.

 
Vis stort kort - grøn pil er koordinaternes position

Camp Gielas, Arvidsjaur

Järnvägsgatan 111, 933 34 Arvidsjaur - GPS: 65.581941, 19.190497

Muligvis det flotteste campinganlæg i Lapland, flot var det i hvert fald på alle leder og kanter.

J.B.Renkamp, Flensborg

 
Vis stort kort - grøn pil er koordinaternes position

 

 

Gruppen Camping & Campingrejser

Bliv ven med redaktøren

Campisternes Rejseportal

Tilbage til områders startside

Gå til Sverige´s landeinformationer

Lappiske byer  findes på listen med tilføjelsen Lappland

 

Gode 

Campingpladser:

 

 

Ved skov og nær strand ved Storebælt

 

 

  

 

 

  sætter man pris på danskere her:

 

Med udsigt over Moldau i Prag

 

Eller hvad med en rejse efter disse steder:

 

 

En festlig campingbog - se link ved at klikke på foto