Annoncører:

Campingplads Indberetninger

Gruppen Camping & Campingrejser

Bliv ven med redaktøren

 

Partnerlinks:

Altid gode fotos på alle sider.

 

 

Hvem står bag ?

 
 

 

Tilbage til infolisten alle lande

Tilbage til Campingpladser

tilbage til rejseberetninger

 

 

SYDFRANKRIG

Fra Provence til Roussillon

Fra Castellane til Carcassonne

Fra Cote d´Azur til Løvebugten

Desuden er der gjort afstikkere til Nice og Monte Carlo, som udflugtsture fra Castellane

Du kan kigge her, for supplerende oplysninger.

Campingpladser i Sydfrankrig, som vi har besøgt på disse 2 ture:

Camping International i Castellane, Les Issambres ved St. Maxime,

Sur le Pont Avignon,

Narbonne Plage, Aigues Mortes, Carcassonne

Denne turbeskrivelse skal have sit udgangspunkt her i Castellane, fordi turen fra Danmark til Castellane er beskrevet på siden om Napoleonsruten. Vi går til fods fra campingpladsen til torvet i byen, fordi der er kun 1 km at gå. Vi har fundet en god slagter i byen, en hyggelig bager og et lille værtshus på torvet. Den iskolde Martini smager godt og vi nyder udsigten op til kirken, den ligger på en stor klippe højt oppe over byen. Man kan gå der op, men den fornøjelse sparer vi os for, fordi temperaturen er kommet op på 30 gr. 
Men inden vi fortsætter den sydfranske tur, skal vi lige runde kløften "Gorges du Verdon", eller som den også hedder "Grand Canyon du Verdon". Kløften er en af Frankrigs største seværdigheder. I afstand er det en overkommelig tur. Vi tager turen nord om kløften med start fra campingpladsen, men lader campingvognen stå. Det er en god ide, for der er ganske smalt visse steder og hvad  værre er: klipperne hænger flere steder ind over vejen.  Verdonflodens iltede vand er næsten selvlysende grøn og vi ser kajakker, der har vovet sig igennem flodens strømfald.
Det måtte en uerfaren autocamper sande. Han klemte sig fast under klippen. Man skal ikke køre ret langt før man kommer til en af de mest berømte steder langs kløften: "Pointe Sublime". Her er en udsigtsplatform og parkeringsplads. Platformen er et naturligt klippefremspring, højt over kløftens bund, samtidig med at man kan kigge et godt stykke på langs gennem kløften. Man kan godt blive svimmel her, og man skal vare sig for at træde over rækværket, der er nemlig 800 m ned! Billedet her er dog taget fra en højt beliggende del af selve vejen. Den er bred og fint asfalteret, men der er ikke autoværn alle steder.
Verdonfloden munder ud i en sø og en bro går over floden og man kan så komme tilbage til Castellane ad smalle veje syd for kløften. Her er ikke så "vildt" som på nordsiden og der er flere små landsbyer, som malerisk klistrer sig op af bjergsiderne. Nogle gange pyntet med små fæstninger på toppen. Næsten alle har et lille torv med en café og vi fornemmede ikke at der var overrendt af turister her og kunne således nyde en ægte fransk landlig atmosfære.
Vi bruger også campingpladsen som base for udflugter til Middelhavets kyst. Rent økonomisk kan det betale sig, for da vi kommer ned til Cannes ad Napoleonsruten ´s sidste del, er der et helt andet liv, der møder os. Brede boulevarder, strande der er forbeholdt hotellerne langs kysten og et prisniveau, der er både 3 og 4 gange højere end i Castellane. Det kan altså betale sig at bo i "baglandet".
 

Vejen langs kysten mellem Marseille og den italienske grænse er opdelt til 3 veje, de kaldes "Cornicher", med numrene 1, 2 og 3. Corniche 1 er den ældste af vejene og løber tættest på kysten. Den er smuk, men snor sig utrolig meget og kan enkelte steder, især gennem de mindre byer, være svært at færdes med en campingvogn. Corniche 2 løber på terrasser og mindre broer halvt op ad skråningerne og corniche 3 er stort set motorvej og løber højt op ad bjergskråningerne. Den er sevfølgelig lettest at komme frem ad, men også dyrest fordi den er betalingsvej.

Vi tager chancen og bruger Corniche 1 fra Cannes til Nice. Ved Villefranche snor vejen sig højt op over jernbane og klipper og vi har en pragtfuld udsigt over Nices´ naboby Villefranche med et Middelhav i kraftige dybblå farver. Vi får lyst til at styrte os i bølgerne, men det bliver til et besværligt fodbad nedenfor klipperne. Men fristende er det på denne hede sommerdag.
Så kommer vi til Monte Carlo, Casinoet ligger foran os og vi skal parkere. Der er et hul midt mellem en række Rolls Roycere, Jaguarer og Mercedes, som vi smider vores beskedne Citroën ind i. Straks kommer en opsynsmand farende og siger, at der må vi sandelig ikke parkere. Vi spørger en lokal betjent, som tilfældigvis kommer forbi, om det ikke er en offentlig p-plads. Det var det, så vi bliver stående og går ind i Casinoet og vover et par enkelte mønter på en spillemaskine. Det blev ikke til en gevinst - i øvrigt måtte jeg blive udenfor. Man kunne sandelig ikke komme ind i shorts !!!
Så tager et kig på byen Monaco i stedet for. Vejen snor sig kraftigt op til byen. Vi besøger det marinbiologiske museum og parkerer derfor gratis ved museet. Til fods går vi op til slottet i nærheden og ser vagtskiftet kl. 12 . Men prinsen fik vi ikke set, til gengæld er der en flot udsigt fra slotspladsen ud over havet og de nærliggende kyster. Billedet her er taget ved domkirken og museet.
Vi kører tilbage langs kysten ad Corniche 2 og kører fra Cannes tilbage ad Napoleonsruten til vor base i Castellane. Efter en dags hviletid tager vi ruten Goreges du Verdon engang og sniger os uden om stedet med klippe overhænget. Det er en pragtfuld oplevelse igen. Ved et vandfald på kløftens vestlige ende laver vi et stop og også en autocamper gør det. De bruger det friske kildevand til at tanke vandforsyningen op.
Hulens til garage !!! Det er på turen ned til motorvejen, at vi ser små huler langs vejen. De stammer sikkert fra den tid, hvor vejen blev bygget. Franskmændene er praktiske og parkerer i dem. Så er bilen også dejlig kølig,  når man skal af sted igen. 
Cote Bleues, mange små vige mellem klipperne over hav. Den blå strand er en oplevelse - vi stopper op og parkerer og må tage de mange trapper ned til vandet for at få vores daglige dukkert. Det frisker fantastisk; desværre bliver fornøjelsen spoleret lidt af de mange trapper, når man skal op igen. Så er man næsten så svedig, som inden man gik i bad. Vi gør det dog forskellige steder, mens vi bevæger os langs kysten. Rejsen er en sand fornøjelsestur med mange stop. Klog af skade har vi også taget campingvognens vandkande med ned til stranden. Vi fylder den og hælder den over os inden vi kører videre. I øvrigt har termometret rundet 37 gr. i dag.
Vi gør holdt i St.Maxime og kører ind på campingpladsen Les Issambres, som ligger lige ned til vandet. Kun en (befærdet) vej adskiller den fra stranden. i er jo nu i en af de mest søgte turiststeder i Frankrig. St.Maxim, St. Raphael og St.Tropez er internationalt fashionable navne. Man kan dog mange steder finde mindre fashionable steder, der faktisk er mere malerisk og ikke så lidt billigere. Vi har svært ved at løsrive os fra stedet.
Når der er gået 4 dage på samme sted, så lugter hestene asfalt igen. Vi må afsted. Sydkystens små byer, her Le Lavandou venter på os. Som Perler på en snor ligger der en række perler langs stranden ind til vi når Toulon. Vi er ikke komet for at se storbyer, så den by kører vi uden om. Det samme gælder Marseille. Over Martigue fortsættes gennem Rhonedeltaets flade terræn til Arles og lidt syd for byen finder vi en campingplads ved Aigues-Mortes.
Det er en ejendommelig by, midt i Camargue. I korsriddernes tid, var det den store udskibningshavn ved Middelhavet. Nu har floden bygget så meget land op, at byen ligger 10 km fra kysten og midt i det flade land ligger denne by. Bymurene rejser sig ganske umiddelbart foran os. der er ingen bebyggelse overhovedet udenfor bymuren og alt, hvad der ligger indenfor er som en stor oase fra middelalderens tid.
Naturligvis iblandet det kulørte liv, som turismen fører med sig. Vi føler det nu ikke ucharmerende. Tværtimod. Gaderne summer af liv, men som sædvanlig kun på turiststrøget. Vi sniger os om ad gaderne bag "facaden" og oplever et mere stille og meget folkeligt liv. Her er ingen falskheder. Konerne sidder udenfor huset og strikker, nogen steder hænger vasketøjet over gaderne og det hele har en atmosfære med italienske anstrøg. Hvis man ikke vidste bedre. Små pladser til at spille boule på, er der naturligvis også.
Vi tabte naturligvis vores spil, selv om franskmændene kaldte os for "Maitre de Skandinavie". Det er vi meget beært over, vi takker for vores sidsteplads og får et glas Richards med dem. (Richards er en alkoholdig drik, der smager af absint og drikkes stærkt fortyndet med iskoldt vand)

Vores campinglads ligger meget centralt til ture i omegnen. Vi kører ad stranden, hvor der er flere naturist campingpladser, til

St.Maries-de-la-Mer . Det er en lille by , hvor kirken ligger næsten helt nede på stranden. Det er en underlig bygning, der mere ser ud som et fort. Vi kunne da godt forestille os, at den også havde virket som fæstning, for der er både løbegange og skydeskår oppe på murene. Kirken er mest berømt for den "Sorte Madonna", som er en slags skytshelgen for romaerne (sigøjnere) og der er sort af mennesker, der vil beundre den lille statue.
Vi må ikke glemme, at vi er midt i Camargue. Det kan være svært at orientere sig og se attraktionerne, hvilket er halvvilde heste, flamingoer og saltindvinding. Så man må nok anbefale at man på forhånd orienterer sig her: Parc Ornithologique, Carmague, læs mere på linket. Fra forskellige steder arrangeres der officielle ture i området. Det koster lidt penge, men det kan bestemt betale sig, for disse ture laves jo af stedkendte og man kommer frem til de bedste steder, hvor naturen kan opleves tæt på og meget intenst..
Vi er kommet frem til Arles, det er en stille søndag og der er næsten ingen mennesker på gaden. Det er vi meget forbavset over. Kun fra de åbne vinduer hører vi støj fra TV-apparater, der lyder som fodboldkamp. Pludselig åbner en gade sig og foran os ligger den prægtige romerske arena og der lyder støj derinde fra. Impulsivt køber vi billetter, egentlig af ren nysgerrighed, for vi har stadig ikke lært os fransk nok til vi kan spørge om hvad der foregår. Vi får en plads på øverste række og u genkender vi støjen fra TV-apparaterne. Det er fransk (ublodig) tyrefægtning, der løber af stabelen her og arenaen er tætpakket med mennesker. Et utrolig skue. Vi har svært ved at finde ud af hvad der foregår, men hen ad vejen opdager vi at det gælder om at få smidt en ring ind over tyrens horne. Vi gik derfra med den mening, at her var det vist tyren der vandt hver gang. Resten var vist et stort væddemål.
Avignon ved Rhonefloden er en gammel paveby og vi finder en campingplads på en ø midt ude i floden. Den er så tæt på centrum, at vi kan kigge over til den berømte bro, som er udødeliggjort i en børnesang. En dejlig grøn campingplads, hvor vi nyder tilværelsen. Den blev dog spoleret ganske eftertrykkelig, da solen går ned. Pludselig omgives vi af millioner af myg og de stikker! Så det er synd, at vi må tilbringe en skøn sommeraften indendøre.
Vi fortrækker da til en af de andre, gamle byer i nærheden som også er grundlagt af romerne: Nimes, også her finder vi en arena. Den er større end den i Arles, men vi vil ikke se flere. Med turistkontorets hjælp får vi en byplan og en anvisning hvor der findes andre romerske efterladenskaber. Blandt andet ser vi det smukke tempel, som den dag i dag står så velholdt at man skulle tro, at det var blevet færdigt i sidste uge. I virkeligheden er det over 2000 år siden. Utroligt at det har overlevet al den uro som Europa har været plaget af i den mellemliggende tid.
Plaget af myggestik, som vi var, havde vi en filosofi om at finde en campingplads, der lå lidt op i højderne. Sådan en fandt vi i nærheden, ved Pont du Gard. Så fik vi da også opfyldt et gammelt ønske om at se dette pragtfulde, romerske mesterværk. Broen er egentlig bygget til at føre ind ind fra bjergene ned til Nimes, for romerne var renlige mennesker og skulle bruge meget vand. Allerøverst ses den rende, hvori vandet løb igennem. Nu kan man gå derover til fods, men det er ret svimlende og der findes ingen sikkerhedshegn. På broens nederste del, kan biler kører hen over floden.
Nu skal det jo ikke være gamle romerske sten alt sammen. De to teenagere og fruen vil nu se strand og sol. Vi beslutter os til at opsøge Narbonne Plage . Vidunderlige strande kommer os i møde efter en snørklet nedkørsel til stranden. Den ligger fuldstændig øde hen og da vi stiger ud af bilen, får vi forklaringen: der blæser en iskold vind ned fra bjergene, vi er atter løbet ind i den berygtede mistral. Og det midt i juli måned. Sandet fyger hen over stranden, dagen er spoleret til trods for det flotte syn over vandet. Så vi drager tilbage i ret od motorvejen. Undervejs stopper vi op ved en vinbonde og forsyner os med liflig rosévin. Man kan stadig gøre et godt køb ved at handle direkte med vinbonden selv.
Vi søger nu til Carcassonne, og finder en lille turist campingplads ikke så langt fra det middelalderlige centrum. Den er ikke særlig indbydende, men vi er sikkerhed bag høje hegn; det er det vigtigste for en omrejsende campist.

Næste dage drager vi så af sted for at bese middelalderbyen. Og aldrig har vi set noget lignende! En hel by bag højre mure med vindebroer. Man må ikke køre ind i byen med bil og godt det samme, for dette skal opleves til fods. Hotelgæster og andre med ærinde får dog tilladelse til at køre ind. Gaderne er dog så smalle at kun 1 bil kan komme igennem ad gangen, hvorfor trafikken er reguleret med lyskurve for enden af gaderne.

Det ses tydeligt her. Gaderne er over alt ikke bredere. Hver gang, jer ser på dette billede, må jeg tænke på en film med de 3 musketerer, hvor jeg synes jeg har set en lignende lokalitet.

Med dette utrolige sted slutter jeg denne beretning. Vi har endnu 8 dages ferie tilbage og den vil vi tilbringe på vores faste tilholdssted i Dordognedalen.

   

 

 

Se også rejsevejledning på

Lavendelruter

Vinruter

Franske nyheder  - derudover kan du købe en film om Napoleonsruten - det er en god rejseforberedelse.

Du kan finde campingpladser i Sydfrankrig på denne side

 

 

 

 

 

Gode 

Campingpladser:

 

 

Ved skov og nær strand ved Storebælt

 

 

  

 

 

  sætter man pris på danskere her:

 

Med udsigt over Moldau i Prag

 

Eller hvad med en rejse efter disse steder:

 

 

En festlig campingbog - se link ved at klikke på foto